Under trikoloren 1912 til 1956
 
generalen

Den første franske residerende general i Marokko Louis-Hubert-Gonzales Lyautey
1912 til 1925.

At erobre landet viste sig lettere end at styre det. 
Formelt var landet stadigt et sultanat, men i realiteten stod der en fransk embedsmand bag enhver beslutning af betydning.
Den første franske residerende general blev Lyautey. Han lagde de første planer for landets udvikling: det skulle moderniseres, men beholde sin specifikke arabisk/marokkanske karakter. Denne dobbelthed blev bibeholdt gennem hele koloniperioden.
Sultanen gjorde modstand og blev fjernet. Med fransk hjælp blev hans bror Moulay Youssef indsat som ny sultan. I syd kom det til oprør mod den nye "hersker". Sultanens soldater i Fez gjorde oprør mod ham og blev brutalt nedkæmpet, og der blev indført undtagelsestilstand i byen.
Mange klaner overgav sig ikke uden kamp, og den franske hær og de hvervede marokkanske soldater måtte kæmpe i mange år for at sikre fransk herredømme over landet.
De hårdeste kampe kom i de nordlige Riff bjerge, hvor oprørerne holdt stand i 5 år. I endnu 10 år til 1934 blev der kæmpet i Atlasbjergene.
På det tidspunkt var der indsat en fransk/marokkansk hær på 40 000 soldater for at bringe klanerne under kontrol. Virkelig kontrol over hele landet opnåede franskmændene aldrig.
Den anden side af det franske indirekte styre bibeholdt alle de traditionelle politiske og religiøse institutioner. Bl.a. blev nybyggeri altid holdt udenfor den gamle bykerne, som forblev beboet af de indfødte. Ligeledes blev moskeerne lukket for ikke troende, for at forhindre uro.
Mange i den marokkanske elite støttede det franske styre, som gav gode indtægter, fine uddannelser til deres børn og unge, magt og prestige.

Franske bosættere ankom i tusindvis. De drev bl.a. moderne landbrug til eksport, medens de indfødte bønder stadig brugte træplove og måtte nøjes med regn fra himlen, medens de andre fik vand fra nyopførte dæmninger. Tørke er et tilbagevendende problem og hver gang høsten svigtede medførte det hungersnød blande de indfødte bønder, som i stort tal flygtede til byernes slum.
De blev billig arbejdskraft i de nye industrier eller, som  under 30ernes krise et arbejdsløst pjalteproletariat. Utallige gange var der optøjer over forholdene, men forsøg på at danne fagforeninger blev slået hårdt ned.
Nationalistiske grupper samlede sig gennem 1930erne og arbejdede for et selvstændigt land. Det var først og fremmest den fransk talende eliten, som førte an, og først efter anden verdenskrig kom der rigtig gang i sagen.

2. Verdenskrig og de franske kolonier.
På 6 uger i 1940 erobrede tyske tropper Frankrig - et alt for tydeligt tegn på nationens svagheder. Fransk autoritet var undermineret i alle kolonierne, og oprør ulmede overalt.
Marokko kom under den franske, men tysk venlige Vicy regering. Krigen tvang økonomien i knæ, fødevarer blev rationeret, for at sende så meget som muligt til tropperne. Priserne steg, og sult var almindelig. Den udsultede befolkning blev angrebet af byldepest.  
Sultanen nægtede at følge ordre om at forfølge det betydelige antal jøder i landet, hvad der gav Marokko et særligt forhold til Israel.
I november 1942 gik amerikanske troppe i land i Marokko. Det var begyndelsen på ørkenkrigen mod Tyskland. Marokkanske myndigheder overgav sig til amerikanerne uden kamp.
Amerikanerne kom med mad, medicin og tyggegummi. Amerikanske soldater blev meget populære blandt unge, medens traditionelle ledere forsøgte at forbyde tyggegummi, men da det ikke er nævnt i koranen eller andre skrifter forgæves.
Roosevelt og Churchill mødtes i Casablanca i 1943, for at diskutere krigens gang. Den amerikanske præsident udtalte håb om alle koloniers frigørelse.  Da krigen sluttede, var den franske autoriter stærkt på retur.

Uafhængighedskrigene i Algeriet, Vietnam og Syrien bragte sammen med stor politisk uro i Frankrig omsider selvstændighed til kolonierne, men desværre ikke uden hårde kampe. De franske kolonister organiserede terror grupper, og deres vold førte til modvold, som regeringen i Paris absolut ingen kontrol havde over. Det udviklede sig til en veritabel krig og tusinder døde, nogle under tortur.
I Algeriet, som var langt den vigtigste koloni, var en lignende situation under udvikling. I Indokina led de franske tropper et forsmædeligt nederlag i 1954.

 Alt dette fik omsider Frankrig til at slippe Marokko, og 11. februar 1956 blev Marokko et selvstændigt land under sultan Muhammed den 5. som tog titlen konge. Han døde i 1961.

pengeseddel
Marokkokansk pengeseddel med de nationale symboler:
De tre første konger: fra højre Sidi Mohammed 5. (1927-62) Hassan 2. (1962-99) Mohammed 6. 1999 -

Den marrokansk-franske forfatter Tahar Ben Jelloun har skrevet gribende om længslen efter at komme ud, og om indvandrenes kår i Europa.
"Rejsen" 2007, "Hjem" 2010.

til top