Syriens mange religioner

Syrien er et sekulært land, hvor der er religionsfrihed. Hovedparten af befolkningen ca. 85% er muslimer, men islam har mange former.
10-12 % af befolkningen fortrinsvis i de større byer er kristne, tilhørende en af de mange kristne kirker.
Der er stadig få jøder i landet, rester af en større befolkningsgruppe. De fleste jøder udvandrede til Israel eller USA efter 1949.
De religiøse grupper er karakteriseret ved at være samlet i områder, hvor stamme, etnicitet, sprog og klanforhold falder sammen med de religiøse tilhørsforhold.

Læs mere http://en.wikipedia.org/wiki/Religion_in_Syria

Den romersk romersk-katolske pave opfordrer os til at få en vision - med billede af den store moske i baggrunden! paven

"Vejen til Damaskus"

Ifølge det nye testamente fik Paulus en åbenbaring på vej til Damaskus. Han omvendte sig, blev kristen og begyndte derefter sin mission i byen. Kristendommen var i århundreder den dominerende religion i området, først omkring årtusindskiftet formodes muslimer at være kommet i flertal.

Kristendommen eksisterer stadig i Syrien i mange former:
Syrisk, græsk eller armensk ortodoks
Armensk, kaldæisk, græsk, melkitisk, romersk og græsk katolsk.
Maronitter
Koptere
Protestanter

               
                                                     

munke

Umayyademoskens gård.

Kristen munke på besøg i den store moske i Damaskus,hvor Johannes Døberens hoved siges at ligge. Johannes anses som profet i både kristendom og islam.

malula

Malula - en kristen landsby

I nogle få landsbyer nord for Damaskus taler befolkningen stadig aramæisk, det sprog som Jesus talte, og som var det internationale sprog i store dele af Mellemøsten i antikken.

Læs mere:
http://www.library.cornell.edu/colldev/mideast/malul.htm

I Syrien har Islam mange ansigter

Islams to hovedretninger Shia og Sunni har begge tilhængere og moskeer i landet.

Sunni muslimer er i stort overtal, over 70 %, som sætter præg på hovedparten af landet. Sunnier deler sig efter etniske og sproglige grænser, så der fx er arabiske, kurdiske, palæstinensiske sunnier.

Shia muslimerne, over 10% af befolkningen, er delt i flere undergrupper: Ismailitterne, tolverne, alawiterne og druzerne. De to sidste betragtes af andre som vantro.

gadebillede

Islam i gadebilledet

Overalt findes moskeer, de fleste er små og gør ikke meget væsen af sig. De kan være knyttet til et bestemt kvarter, en etnisk gruppe, et fag eller steder, hvor der er brug for let at kunne forrette sine 5 daglige bønner.

Middagsbønnen om fredagen skal efter traditionen foregå i en moske, som er stor nok til at rumme hele byens eller landsbyens mandlige befolkning. Derfor kaldes denne moske for fredagsmoske. Ummayademoskeen er en fredagsmoske. Her ville herskeren i det traditionelle muslimske samfund ofte være tilstede, og fredagsprædikenen indeholde omtale af aktuelle emner af samfundsmæssig karakter. Denne tradition er bevaret på den måde, at imamen i sin prædiken kan tage emner op, som han mener har almen interesse.

Shia og sunni

Efter profetens død i 632 e. Kr. voksede det muslimske rige, og der blev behov for politisk ledelse og en struktur, der kunne sørge for sikkerhed, skatteopkrævning osv. Og hermed var bolden givet op til en kamp om magten i riget, som kom til at præge - og stadig præger - de arabisk/muslimske riger.

I 680 kom det til kamp om magten og sunnierne vandt over og dræbte Alis søn, profetens barnebarn Hussein. Det tabende parti "Alis venner" på arabisk shia gik i første omgang under jorden, men dukker op igen og igen, som regel som protest med sunni herskere.

Teologisk har de to retninger også udviklet sig forskelligt, men hovedtrækkene er de enige om. Hovedforskellen er deres syn på ledelse, hvor shiamuslimer har den opfattelse, at lederen skal være af profetens blod. Forskellene er i dag betinget af etnicitet, social status og familie-og klantraditioner.

shiamoske

  Sayyida Ruqayya - shia moske i Damaskus www.youtube.com/watch?v=pjWU5eSzcIY, viser en lille video med bøn ved mausolæet. Moskeen er ny og betalt af Iran

Alawitter, en (i andre muslimers øjne) kættersk shiaretning. Præsidentens og mange officerers religion.

Alawitter er Syriens næststørste religiøse samfund med over en million tilhængere. Sunnimuslimer betragter dem som kættere.
Alawit er en hemmelig shia muslimsk retning. De kaldes også Nusayrier efter deres grundlægger ibn Nusayr, som tilbage i 9. Århundrede formulerede sin tro på Ali som Guds sidste manifestation. Troen er forbeholdt mænd og dens hellige og hemmelige skrifter åbnes kun til medlemmer af troen. Det er imidlertid også deres politiske betydning, der skal omtales her.

Indtil Frankrig overtog Syrien som koloni i 1920 var alawitterne en fattig bondebefolkning bosat nogenlunde samlet i de nordvestlige provinser Latakia og Tartus. Frankrig førte en del-og hersk politik og favoriserede minoriteterne på flertalsgruppernes bekostning. Libanon med flertal af kristne blev skåret ud af kolonien i 1920 og gjort til en selvstændig stat i 1926. På samme måde blev ”Alawit staten”  administreret adskilt fra resten af landet.  Denne ordning varede til 1936. Franskmændene styrkede den alawittiske elite og spillede den ud mod den by-baserede sunni-elite, som var forkæmpere for et samlet og frit Syrien. En side af del- og hersk politiken bestod i at lade alawitterne gøre karriere i militæret. Så en af den franske kolonitids konsekvenser er, at et fattige bjergfolk nu sidder på den politiske og militære magt.

til top