Religioner i nutidens Tyrkiet
Det Osmanniske Rige var multireligiøst og multietnisk, og forfulgte ikke nogen på grund af tro og anerkendte ikke sprog eller etnisitet blandt muslimer kun borgerskab i riget. Alle muslimer var underlagt de samme love og regler.
Afvigelser fra den sunni islam, som var herskende i riget, blev fordømt og undertiden forfulgt.
Kristne, jøder og armenier - alle bogens folk - havde selvstændighed indenfor deres gruppe.
Systemer kaldes "millet" og indebar at overhovedet for menigheden skulle holde orden, indbetale skatter og dømme i alle sager indenfor gruppen.
I Istanbul havde den græsk ortodoxe patriark, den armenske patriark og den den jødiske chef rabbi alle deres residenser, og det har de stadig.
Kristne og jøder i Tyrkiet
Lilleasien var i tusind år et gennemkristent område. De fleste kristne hørte til den græsk ortodoxe kirke.
Med tyrkernes komme i området, og efter 1. verdenskrig fordrivelse af grækerne er de fleste menighedet nedlagt. De tilbageværende ortodoxe kristne bor i de store byer.
Den ortodoxe patriark i Istanbul har stor prestige langt ud over landets grænser.
Der er også mindre armenske, syrisk ortodoxe og protestantiske menigheder.
Af Tyrkiets store jødiske befolkning er der kun få tilbage. Der findes stadig en chef rabbiner i Istanbul.
patriark3
Den ortodoxe patriark i Istanbul
 Bartholomæus I.
De fleste tyrkere er sunnimuslimer - omkring 10% er alevitter, en udbrydergren af shia islam.

Shia og sunni
Efter profetens død i 632 e. Kr. voksede det muslimske rige, og der blev behov for politisk ledelse og en struktur, der kunne sørge for sikkerhed, skatteopkrævning osv. Og hermed var bolden givet op til en kamp om magten i riget, som kom til at præge - og stadig præger - de arabisk/muslimske riger.
I 680 kom det til kamp om magten og sunnierne vandt over og dræbte Alis søn, profetens barnebarn Hussein. Det tabende parti "Alis venner" på arabisk "shia" gik i første omgang under jorden, men dukker op igen og igen, som regel som protest med sunni herskere.
Teologisk har de to retninger også udviklet sig forskelligt, men i hovedtrækkene er de enige.
Hovedforskellen er deres syn på ledelse, hvor shiamuslimer har den opfattelse, at lederen skal være af profetens blod.
Forskellene er i dag også betinget af etnisitet, social status og familie-og klantraditioner.

Alevit - "kættere" indenfor Islam i Tyrkiet.
Mellem 10 og 15 % af tyrkerne tilhører den alevittiske gren af shia islam.
De betragter Ali og hans slægt som "de retledte" , desuden har de en række sufi mestre som forbilleder. Deres praksis bliver holdt privat, da de i århundreder har været forsøgt undertrykt.
Deres ritualer følger ikke den ortodoxe sunni tradition.
Fordi de har været holdt nede i århundreder har de i stort tal støttet statens sekularisering, som også indeholder religionsfrihed og beskyttelse af mindretal.
Religiøse broderskaber - tarikats
Siden middelalderen har mennesker samlet sig om karismatiske personer for at finde vejledning og velsignelse. I disse menigheder søgte/søger man gud på forskellig vis.
Sang, dans, faste, bønner og meditation under en mesters ledelse skulle føre til en forening med det guddommelige.
Der eksisterede mange forskellige grupper, som brugte forskellige midler til at finde Gud. De mest berømte er Mevlevi broderskabet - populært kaldet dervisher - som gennem dans søgte ekstase og selvforglemmelse.

Sufi brodererskaber er en århundredårig tradition, som Kemalisterne forsøgte at udrydde, men det lykkedes ikke.
Sufisme
Sufismens vej blev formuleret i faste former: først anger, afholdenhed dernæst tillid til Guds vej, så ville det guddommelige efterhånden åbenbare sig.
Den søgende, der oplevede åbenbaringen, fik tilintetgjort sin personlighed og erstattet den med en guddommelig. Det blev oplevet i korte øjeblikke under forskellige former for ritualer. Det kunne være langvarig bøn, meditation og recitation, bevægelser så som ensformig dans i lang tid. Der ville så indtræde en tilstand af ekstase, hvor sufien oplevede fuldstændig sammensmeltning med Gud.
Det var nødvendigt at være under en læres vejledning, for sjælen kunne fare vild. De der sluttede op om en mester blev til et samfund af "Guds venner" eller tarikat.
Disciplene kunne så begynde at missionere og danne nye samfund. De allerstørste mestre kunne have tilhængere over store områder og gennem århundreder.

dervish

Medlemmer af Mevlevi broderskab - populært kaldet dervisher - søger vejen til Gud gennem dans.

Tvungen sekularisering efter 1923

Sekularisme er en grundpille i den moderne Tyrkiske stat.
Kemal var fanatisk antireligiøs, og mente det var i landets interesse at forlade alle de formørkede traditioner, der holdt udviklingen tilbage.
Kalitatet blev af skaffet, religiøse skoler blev lukket, de mere eller mindre hemmelige broderskaber forbudt. Befolkningen skulle ikke længere bære traditionelt tøj,og europæisk lovgivning indført i stedet for islamisk.
Udøvelse af religion blev ikke forbudt, men blev holdt under skarpt opsyn. Men det viste sig ikke muligt sådan at afvende befolkningen fra århundredes religiøs tradition.

Forholdet til Islam har været og er stadig et hovedspørgsmål i Tyrkiets indenrigspolitik og i det billede udlandet har af landet.

Fyldig artikel om religiøse samfund i Tyrkiet grundlæggende begreber og historie i islam
til top Om islam