petraforside

nabaeternesland

”…røgelse og myrra skær.”

Petra og Wadi Musa
Nabatæernes historie – et overblik
(det er sparsomt med kilder)

Nabatæernes var endnu en nomadestamme, der kom fra ørkenen mod syd for at erobrede territorium.
De første vidnesbyrd om denne arabiske stamme er fra 500-tallet f. Kr. De fordrev edomiterne og etablerede sig omkring Wadi Musa (som betyder Moses kilde, her skulle han efter historien i Gamle testamente have slået vand af klippen til de tørstige jøder).
Nabatæerne ernærede sig efter nomade skik og brug ved at overfalde og plyndre karavaner, men det vise sig langt mere givtigt at kræve told af handlen, og sælge nødvendige forsyninger til købmændene, og deres dyr.
Nabatæerne tog sig også på handlen med krydderier og den meget indbringende handel med røgelse fra det sydlige Arabien til Middelhavs egnene.
Fra et løst organiseret stammesamfund udviklede de sigi løbet af 2. årh. f. Kr. til et kongerige.

Man skal ikke forestille sig et land med faste grænser. Med centrum i Petra udbredte de deres magt over karavanevejenes handelsknudepunkter og ikke mindst brønde, som var livsvigtige for karavanehandlen.
Her kunne der opkræves afgifter for beskyttelse og for forsyninger.
Der blev anlagt og bemandet vagtbastioner på strategiske steder og mindre stammer krøb i ly under den militære bevogtning. Betalingen var levnedsmidler og andre fornødenheder.

Denne statsform er blevet kaldt en ”karavanestat”, en statsform, hvor karavanehandel over lange afstande er hele livsgrundlaget.
En 3000 kilometer lang karavanerute ”den velduftende vej” gennem den arabiske halvø førte til egne omkring Jemen, hvor der blev hentet røgelse og myrra. Varerne blev fragtet videre til Middelhavet og solgt i bl.a. Rom og Grækenland. Andre ruter var forbundet med silkevejen, og i et par århundreder blev Petra et handelsknudepunkt.

I århundrederne før og lige efter Kristi fødsel var deres magt og rigdom på sit højeste, og det Petra vi ser i dag er hovedsagelig fra denne periode. Ved sit højdepunkt under kong Aretas (8 f.Kr. til 40 efter kr.) rummede byen omkring 30 000 mennesker.

Petras betydning aftog herefter, som følge af den teknologiske udvikling. Det blev efterhånden muligt og mere økonomisk at sejle varerne gennem den Persiske Golf og gennem Rødehavet, og hermed fik Palmyra overtaget.
Petra blev endeligt overtaget af Rom i 106 e.Kr. og gjort til romersk provins med hovedstad i Bosra. Romerne værdsatte byen og selv kejser Hadrian besøgte byen i 131. Romerne satte deres præg og adskillige bygningsværker et vidne derom.
Petra led under jordskælv og blev efterhånden helt glemt af verden udenfor.
Mellem Saladin i slutningen af 1100-tallet og ind i 1800-tallet var byen kun beboet af nomader og gedehyrder
.

 

sirk

"Sirk" indgangen til Petra,

som fotografen ser den. (Læg mærke til personen nederst til højre)

 

Litografi af David Roberts, 1839:

”Indgangen til Petra”.orientalisme

"Orientalisme"

Da Napoleon erobrede Egypten i 1799, havde han taget et stort antal videnskabsmænd og kunstnere med. De tegnede og beskrev "orienten". Det satte en lavine i gang og gennem 1800-tallet fortsatte arkæologer og kunstnere med at udforske og male de for dem eksotiske, tapre, sensuelle, romantiske og mystiske folkeslag og steder.

"Orienten" blev det posetivt anderledes, som europæerne kunne spejle sig i.

I 1800-tallet rasede orientalisme i videnskabelige og kunstneriske kredse i Europa, og da Petra blev genopdaget af en schweizer i 1812, blev det snart til en hovedattraktion for europæere – som det stadig er!

I dag oplever vi i "vesten" en omvendt "orientalisme". Nu er orienten blevet det negativt anderledes.

til top