Marokko efter arabernes komme i slutningen af 600 tallet
- et kortfattet overblik

Arabiske muslimer stormede frem langs Middelhavets sydkyst, og i 682 kom de helt til Atlanterhavet. Det varede dog adskillige år, inden de kunne erobre og holde et par støttepunkter på kysten. I 710 dannede Tanger udgangspunkt for erobring af Spanien. Araberne kontrollerede nogenlunde det nordlige område, som også havde udgjort den romerske provins.
Berberne gjorde voldsom modstand, og for araberne var det en fjern og ubetydelig provins. Hovedformålet var at vinde rigdomme som guld, slaver og soldater og få fodfæste i Spanien, som var betydelig mere interessant.

 

kamelerarabekspansion

Idrissiderne – første muslimske rige grundlagt i slutningen af 700-tallet.  Fez hovedstad

I den lille by Moulay Idriss tæt ved Volubilis, bliver betragtet som hellig, da Idriss den 1. ligger begravet her under de grønne teglsten.

Imam Idriss 1.stammede fra Baghdad og gjorde krav på at nedstamme fra Muhammed, hvilket gav ham legitimitet. Han grundlagde den første islamiske stat i dele af det nuværende Marokko. Hans grav blev senere genstand for pilgrimmes tilbedelse.

Hans søn Idriss 2. skabte et stort rige og Fez , som blev hans hovedstad, voksede og blev rig. Byen lå strategisk, idet den gennem et pas i Atlasbjergene kontrollerede handelsruten mod øst.
Byen blev også hjemsted for islamiske lærde, og fromme rige mennesker donerede store summer til byens moskeer og madrasssaer.
Sunni islam og maliki skolen var de dominerende.
Idriss 2. døde i 829.
Efter hans død blev riget delt mellem hans sønner. I resten af 800-tallet var der relativ ro i området og Fez blev stadig rigere på handlen også med guld og slaver fra Sudan.
Byen blev derefter genstand for adskillige erobrere, som kæmpede om guldet fra syd. 

Stammefolk fra vest raserede landet  i 900 og begyndelsen af 1000 tallet og ødelagde infrastruktur og landbrug.
Marrakesh hovedstad fra 1060 til 1269
moske

Det lykkedes berbiske stammer  almoraviderne (1060-1142) at erobre  hele området op til Middelhavet, og de gjorde sig også gældende i Spanien. To på hinanden følgende berbiske dynastier havde hovedstad i Marrakesh fra 1060 til 1269. Der var dog ingenlunde ro, stammer og klaner kæmpede om rigdom og magt. I 1147 lykkedes det endnu en berberstamme at erobre magten, og generobringen af hele området begyndte forfra.

Almohade (1142-1269) dynastiet blev store bygmestre og indflydelsen fra Spanien blev åbenbar, medens de centrale arabiske områder Cairo og Bagdad var fjerne.
Berberne var stærkt religiøse, og svøbte deres magt i religiøse gevanter. læs mere.
Men også det dynasti  faldt og gav plads til Meriniderne.

Meriniderne 1250 til 1467. Fez hovedstad igen

I 1250 blev Fez hovedstad i marinide riget.
Under dem fik Fez sine enestående bygningsværker især koranskolerne - mardassaer. (se under arkitektur). Perioden mellem 1271 og 1357 blev der bygget 7.

I slutningen af 14-hundrede tallet gik riget i opløsning, men Fez forblev en vigtig by på grund af sin beliggenhed, handel, håndværk og religiøse betydning. Mellem 1672 og 1727 blev Meknes hovedstad. I 1912 flyttede de franske koloniherre hovedstaden til Rabat.

 

madressafez

1492 – Det store vendepunkt

Samme år som Columbus krydsede Atlanten blev det sidste islamiske rige i Spanien erobret af de kristne konger, og mange spanske muslimer og jøder flygtede til Marokko. Jøderne gjorde sig stærkt gældende indenfor handel, og dannede deres egne kvaterer.
Som her i Fez, hvor altanerne mod gaden fortæller om jødiske tradition.
Europæisk indflydelse voksende især i kystbyerne i Marokko.

To forhold: den rette afstamning og kampen mod de vantro, som trængte ind, gav legitimitet til de næste dynastier.
joediskehusefez

Siden 1549 har Marokko været ledet at mænd af Muhammeds slægt.
"Sharif" er den ærestitel, som personer, der menes at stamme fra profetens slægt, bærer.

Efter 1549 er landet blevet styret af skiftende arabiske dynastier, som alle mente at nedstamme fra Profeten.
Selv om Fez stadig var hovedstad fik Marrakech ny betydning som handelscentrum, og mange af de pragtbygninger, som kan ses i byen stammer fra 1600 tallet.

I slutningen af 1500 tallet gik centralmagten igen i opløsning, og klaner bekrigede hinanden og søgte støtte fra vekslende europæiske magter, som så fik endnu stærkere fodfæste i landet.
Samtidig blev der erklæret hellig krig mod de kristne.
Lovløsheden fik også følger på havet. Nogle klaner udviklede en indbringende forretning ved at erobre fremmede skibe og forlange løsepenge for besætningen eller sælge dem som slaver. Pirater kalder  vi dem.

Meknes hovedstad 1672 til 1727.

I 1672 kæmpede en anden sharif familie sig til magten, og belært af tyrkerne købte de en hær af fremmede soldater, som blev stationeret i den ubetydelige provinsby Meknes, væk fra de andre magtcentre.  Lejesoldaterne var bevæbnet med moderne våben indkøbt i Europa. Hæren formåede at holde sultan Ismail ved magten i næsten 50 år.
Hans mest kendte bygningsværk er porten Bab al - Mansur, indgangen til Meknes .
Handel med Europa især England voksedet. Fra Marokko kom voks, uld, kobber, tin, bly, dadler og andre landbrugsprodukter. Sultanen købte våben og ammunition og andre færdigvarer i Europa.

For fremtiden blev det afgørende, at de europæiske konsuler fik jurisdiktion over udlændinge i landet.
Det lagde grunden til en underminering af statens autoritet, efterhånden som flere og flere undgik sultanens love og især beskatning. Det blev også en indbringende forretning at "sælge" denne ret, efterhånden også til mange velhavende marokkanere.
Da sultanen døde 1737 udbrød borgerkrig igen. Berber stammer og religiøse autoriteter var sultanernes hovedmodstandere
.
meknes
1800 tallet Marokko - under stadig større pres fra Europa

I 1830 erobrede Frankrig Algeriet, og det sendte bange anelser gennem nabolandet - og med rette!

Sultanen forsøgte at styrke sin portion ved at forsynet sin temmelig miserable hær med nye våben. Hans regime ville også reformere selv styreformen modernisere skatteopkrævningen og indføre toldreguleringer.
Ingen af delene blev nogen succes. Der var ikke penge nok til at betale soldaterne, så de kom og gik som  det passede dem. Klanledernes militser forblev stærkere end sultanens hær. Skat er beskrevet i koranen, og hvis sultanen krævede andre skatter end de religiøst begrundede blev der strakt oprør. Så problemet bed sig selv i halen. Efterhånden lånte sultanerne penge i Europa til at drive sit land og blev derved afhængig af fremmede magter.  

Det største problem var gennem 1800-tallet konkurrencen fra europæisk handel. For at skaffe penge blev havne åbnet for europæisk handel, som mere og mere tog over, og fabriksfremstillede varer erstattede håndværksproducerede. Marokkos befolkning sultede ofte, dels fordi landets korn blev solgt til udlandet, dels fordi tørke og græshopper ofte ødelagde høsten. Oprør og uroligheder hørte til dagens uorden.
Sultanerne kunne ikke lave systemet om uden at ødelægge sin egen magtbase. Den bestod af alliancer mellem sultanernes familie og de afhængige eliter og i en brutal magtanvendelse overfor modstandere. Udbredt korruption, som var nødvendig for at vedligeholde alliancer, gjorde nogle meget rige, men de store masser fattige.
Stammeledere og religiøse ledere gjorde mange gange oprør, og  i byerne lavede de fattige  gang på gang optøjer. For at kunne betale sine soldater steg gælden til udlandet gjorde det til slut af med selvstændigheden.
I en verden med stigende globalisering kunne sultanerne ikke samle riget; de gamle skel mellem sultanens magt overfor de lokale stammer, berbere overfor arabere, by over for bjergene, rige overfor fattige og de traditionelle religiøse ledere overfor de moderne.

Det der holdt Marokkos vaklende selvstændig indtil 1912, hvor de fleste andre områder var blevet til kolonier var de europæiske magters indbyrdes rivalisering. Storbritannien og Frankrig var arvefjender og englænderne tillod ikke fransk indflydelse at udstrække sig fra Algeriet og Spanien og Italien var stærkt svækkede. Da det tyske kejserrige meldte sig ind i det stormagtspolitiske spil i Europa, fandt Frankrig og England sammen, og Marokkos skæbne var besejlet.  
En international konference i 1906 betød at Marokko i praksis kom under fransk kontrol.
Den 12. maj 1912 måtte sultanen underskrive en traktat, som godt nok sikrede, at han kunne forblive formeldt overhoved, men al magt lå hos de franske myndigheder.

til top