Jordan – et land på støtten        

Jordan har aldrig i sin historie været i stand til at ernære sig selv eller ved egne kræfter forsvare sit territorium.
Fra landets dannelse til 1956 betalte Storbritannien regningen, derefter - under den kolde krig og under ”kampen mod terror” - USA og de rige konservative golfstater.

Disse forhold sætter rammerne indenfor hvilke den jordanske politik kan udfolde sig.

 

 

På billedet ses den nuværende jordanske konge foran sine allermest loyale tropper de jordansk ørkensoldater, her i den traditionelle uniform, som stadig bruges til nationale lejligheder.
Denne "hær" kaldtes "desert patrol", blev dannet i 1930 og ledet af den britiske officer Glubb Pasha indtil 1956.

 

om kongemagtens symboler

soldatjordan

Kongemagten, det vil sige kongen og hans nærmeste rådgivere har den afgørende magt i alle anliggender. Man kan kalde det et oligarki under et tyndt lag demokratisk fernis. Der er ganske vist både parlament og regering, men de bliver ofte sat ud af kraft og valg kommer kun med meget uregelmæssige mellemrum, når det passer kongen.
I 1950-erne gik der en bølge af nationalistiske revolutioner over Mellemøsten med Nassers som det store ikon. Den jordanske hær viste sig imidlertid loyal og i modsætning til de andre konger beholdt Hussein sin trone.
Hæren består stort set af mænd med rod i beduin stammerne, og den udgør kongens trofaste indenrigske magtbase.     

 

Jordans befolkning
- det er et inderligt vanskeligt spørgsmål.  
Magteliten består af folk med rod i beduin stammerne, der kom til landet sammen med kong Abdullah med et tilskud af de få oprindelige velhavende østjordanere.
Over halvdelen af befolkningen er imidlertid palæstinensere. De er kommet i bølger som flygtninge fra krigene i Israel. Mange er jordanske statsborgere med – i princippet – fulde borgerlige rettigheder. Andre har forskellige former for midlertidige opholdstilladelser. Der skelnes i dag mellem 4 kategorier af palæstinensisk tilknytning til landet.
Palæstinenserne deltager stort set ikke i det politiske eller militære liv, de arbejder indenfor handel og service. Andre bor i en af de 13 flygtningelejre og underholdes af UNRWA, det vil sige FN.
Det ”palæstinensiske problem” udviklede sig, og i slutningen af 1960-erne og i 1970 udbrød der en blodig borgerkrig, hvor PLO endte med at blive fordrevet. Den jordanske hær viste sig igen at være loyal mod styret.
Under golfkrigene modtog landet op imod en million irakiske flygtninge. Mange af dem var velhavende og deres boligopkøb bragte priserne op med inflation og folkelig modstand til følge.
I dag tæller den jordanske befolkning ca. 6,5 millioner med den typiske ulandsfordeling: med 1/3 af befolkningen under 14 år, hvilket igen sætter økonomien under pres for at skaffe skoler og arbejdspladser.
Borgerkrigen i Syrien har igen givet Jordan et befolkningstilskud, måske op imod 1 million.

Lusen mellem de mange negle!
Landet blev skabt af briterne som en stødpude mellem Syrien, Israel, Egypten og Saudiarabien – og den position har det stadigt.
Det går i indenrigs - såvel som udenrigspolitik ud på at holde sig gode venner med alle parter og holde pengestrømmen fra vesten og fra de rige golfstater flydende, og det er ikke nogen nem opgave.

Forholdet til Israel og palæstinenserne er omdrejningspunktet for alle andre forhold, derfor må Jordan være på god fod med Israel – ellers klapper USA kassen i, og Israel kan til enhver tid bombe landet tilbage til stenalderen. Der har derfor været samarbejde med Israel både hemmeligt og officielt i hele landets historie.
Befolkningerne både i Jordan og i mange andre arabiske lande er modstandere af denne vest venlige politik og der forekommer i krisetider anti-vestlige demonstrationer.
Kong Hussein forsøgte en balancepolitik mellem Israel, Vesten og de arabiske stormagter uden at miste sin arabiske profil. Det er lykkedes med vekslende held.
Det var og er især vigtigt at holde forbindelserne med Saudiarabien og Golfstaterne, fordi mange hundrede tusinde jordanere arbejder der, og de beløb der bliver sendt hjem udgør et stort bidrag til den trængte økonomi.

Jordans geografi blev i sin til skabt for at landet skulle være en bro fra Suezkanalen til Irak ved den persiske Golf. Det kom til at betyde at Irak blev helt afhængig af den forbindelse i 1980- under krigen med Iran, hvor Den persiske Golf var lukket. Havnen i Aqaba blev udvidet kraftigt, for at kunne betjene transittrafikken til Irak, jordansk eksport gik også hovedsagelig til Irak og økonomien i Jordan gik rigtig godt.
Kong Hussein mistede imidlertid balancen under den første golfkrig i 1990, da han af gode grunde erklærede 
han sin støtte til Saddam Hussein. Da Vesten så lagde sanktioner på Irak ramte de Jordan ekstremt hårdt, da de mistede indtægterne fra transithandlen.
Det var tæt på statsbankerot og igennem 1990-erne var Jordan under administration af verdensbanken og af IMF.

Kong Hussein gik meget aktivt ind i fredsbestræbelserne mellem Israel og palæstinenserne og i 1994 blev der sluttet fred mellem Israel og Jordan – og det udløste nye penge fra USA.
Den politik sætter imidlertid Jordan i ”bad standing” på gaden i mange arabiske lande, og den indenlandske
modstand er vokset. Det muslimske broderskab samler oppositionen, og sympati for Hamas og Hisbollah er stor.
Spørgsmålet er om demokrati i Jordan ville være en god ide?

Om det arabiske forår og Jordan

til top