Islam i Marokko
Sufisme og marabouter

Marokko er i dag alt overvejende sunnimuslimsk. Der er få jøder og kristne hovedsagelig i Casablanca.

Imidlertid udviklede området sit eget muslimske særpræg stærke præget af folkereligiøsitet og sufisme.
Islam var og er i hovedsagen en byreligion. På landet kom mange hellige mænd "marabouter" til at præger det religiøse landskab. Det er egentlig forbudt indenfor islam, hvor monoteismen er absolut - men kontrollen med trosforestillingerne på landet var ikke stærk.

Et andet særpræg består i, at de religiøse ledere har udøver stor politisk mangt og stadig gør det.

Kongen må kunne legitimerer sin magt også i religionen som "den retfærdige hersker". Den nuværende konge, som nedstammer fra Muhammeds slægt, kaldes således "De troendes beskytter".

mausolaeum
  Et marabout mausolæum

Der havde fra begyndelse af Islams historie været tilhængere af profeten, som ikke ville nøjes med at overholde loven og leve et fromt liv, de havde trang til at erkende Gud på mere inderlig vis. Inspirationen er muligvis kommet fra de mange kristne eneboere, der levede i de områder araberne erobrede.
Islam fik fra begyndelsen i 600-tallet to veje: den ene var at leve sit liv indenfor shariaens rammer, med de foreskrevne bønner og almisse. Den anden vej tilføjede meditation og askese. De der fulgte den sidste vej blev kaldt sufier, som betyder klædt i uld. Nogle blev berømte og samlede disciple om sig.


Sufismens vej blev efterhånden formuleret i faste former: først anger, afholdenhed dernæst tillid til Guds vej, så ville det guddommelige efterhånden åbenbare sig. Den søgende der oplevede åbenbaringen fik tilintetgjort sin personlighed og erstattet den med en guddommelig. Det blev oplevet i korte øjeblikke under forskellige former for ritualer. Det kunne være langvarig bøn, meditation og recitation, bevægelser så som ensformig dans i lang tid. Der ville så indtræde en tilstand af ekstase, hvor sufien oplevede fuldstændig sammensmeltning med Gud.
Det var nødvendigt at være under en læres vejledning, for sjælen kunne fare vild. De der sluttede op om en mester blev til et samfund af "Guds venner" på arabisk en tariqa. Disciplene kunne så begynde at missionere og danne nye samfund. De allerstørste mestre kunne have tilhængere over store områder og gennem århundreder.
De blev kaldt marabout.
Den opfattelse groede frem at mesterens kraft ikke døde med ham, men kunne være tilstede ved hans grav eller gennem hans efterkommere. Så ved at besøge grave kunne man få helbredelse for alskens lidelser, og den hellige mand ville gå i forbøn på den yderste dag. Rundt omkring i den muslimske verden, men mest udbredt i Marokko findes talrige grave, der indeholder rester af en helgen. Det er typisk en lille kvadratisk bygning med en kuppel. 
En levende eller død helgen kunne samle også politisk magt især i landområderne og de blev ofte udgangspunkt for modstand mod den uretfærdige hersker.
Nogle kunne blive anset for mahdi, en der er vejledt af Gud, og store skarer samledes og fulgte ham. Den mest berømte er nok Ibn Tumart (ca. 1078 til 1130) Han krævede at samfundet skulle reformeres og leve et fromt liv. Hans bevægelse væltede det første berberrige og dannede Almohaderiget.

Sufi samfund havde og har mange medlemmer fra det almindelige liv, som samles regelmæssigt for at bede og forholde sig til alle livets spørgsmål også de politiske. Dedannede og danner netværk, som herskerne må tage i betragtning.

 

Ibn Tumart ( ca. 1080-1130) Marokkos berømte mahdi. Grundlægger af almohadernes dynasti.

kortibn almohadernes magtområde omkring 1200.

 

Ibn Tumart var berber fra Sous bjergene. Under studier i Bagdad, datidens teologiske center, blev han stærkt grebet af, hvad vi nu ville kalde religiøs fanatisme. Han tog tilbage til sin hjemegn. Undervejs prædikede han mod herskernes og de riges syndefulde liv. Han blev fængler og mishandlet, men gav sig ikke.

Tilbage i Marrakech prædikede han mod de herskende almoravider mod deres luksus, musik og vin. Hele samfundet skulle "renses" for vranglærer og bringes tilbage til en moralsk åndeligt liv. Teologi var basis for kritik af de sociale forhold og inspiration til militær handling.
Når herskerne blev erkendt som kættere, har de troende ikke kun ret, men også pligt til at afsætte dem for at bringe samfundet tilbage på Allahs vej.

Mahdi og hellig kriger.
I 1121 erklærede Ibn Tumart at han var mahdi - en frelser sendt af Gud og således ufejlbarlig. Han konstruerede også en slægtforbindelse til den første Idris alt sammen for at styrke sin autoritet.

Efter mange lidelser lykkedes det for ham at samle tilhængere og angribe de herskende. Hans tropper led et stort nederlag og i 1130 døde Ibn Tumart. Hans næstkommanderede holdt døden hemmelig i 3 år, indtil han havde fået styr på tropperne, og han kunne videreføre kampen mod herskerne. I 1147 lykkedes det at indtage hovedstaden Marrakech. At "rense" byen betød at plyndre i en uge, slå alle fra den herskende familie ihjel. Alle religiøse bygninger blev ødelagt for at blive genopbygget i en mere korrekt version. Et nyt berbisk dynasti var kommet til magten: almohaderne.

I de følgende år voksede deres magt og dynastiet bredte sig langs Middelhavet og fik også magt over det sydlige Spanien. Heller ikke dette imperium slap for indre strid mellem forskellige familiemedlemmer, og de ydre og indre fjender trængte sig på. I 1269 var det slut, og de arabiske marinider erobrede magten.

En arabisk historiker Ibn Khaldun gjorde et forsøg på at forklare disse stadige magtkampe.

 

mausolaevedvej Rundt om i landskabet ses disse små kvadratiske gravbygninger. De store moskeer i byerne kan også rumme en helgengrav, som anses for at give stedet hellig kraft.
Ifølge ortodox Islam er det flerguderi - den værste af alle synder.
grundviden om Islam, en muslims pligter, sharia  
til top