Den frugtbare halvmåne -

december 2009.

Langs de store floder Eufrat og Tigris og langs kysten er jorden meget frugtbar, i modsætning til de store ørkner der omgiver området. I gamle dage kaldte man det ”Den frugtbare halvmåne” – det ville jeg se!
frugthalv
Jeg bestemte at prøve de lokale busser, og det var over al forventning. Busserne er store langtursbusser med varme og fin betjening, og så koster det næsten ingenting.  De store veje er fine og det gøres holdt efter ca. 3 timer, så man kan tisse og få en kop te. Jeg kørte ca. 1200 km. og billetterne stod mig i under 100 kr. Gad vide, hvordan det løber rundt?
For en sikkerheds skyld tog jeg ud til busstationen dagen før for at købe billet og høre hvornår bussen går. Klokken 9 næste morgen, og jeg var på plettet. En ung mand viste mig bussens holdeplads og ville ikke modtage drikkepenge. Jeg kan ikke finde ud af, hvornår det er på sin plads!
Nå, men jeg havde fået det forreste sæde og en bredbaget bondekone skulle side ved siden af. Hun diskede op med kager og slik og af en mand fik jeg en banan. Chaufføren har en hjælper med, han delte slik og vand ud, og så havde han en anden opgave- med mellemrum tørrede han forruden, som lignede et kort over Eufrat med bifloder, af med en avis - vi kørte ud af Damaskus i silende regn, og blæseren virkede åbenbart ikke..
 
hyrdemgeder Turen gik gennem ørkenen ad den gamle karavanerute forbi Palmyra og ud til Eufrat til en by der hedder Dier ez Zure.  De småregnede meget af vejen, det kom bag på mig. Jeg troede aldrig det regnede her, men den sparsomme nedbør er måske forudsætning for de få grå planter der gror. Udenfor Palmyra er der ingen bebyggelse, men en del beduintelte. (glem alt om Omar Sharif og hans stolte beduinkrigere) beduinerne er fattige meget fattige. De lever af deres får og geder, og en gammel hyrde følger dyrene, som man formodentlig har gjort i tusind år. Her er koldt nu og bliver formodentlig endnu koldere, og om sommeren er her som på en stegepande. Ind imellem er der nogle vandhuller, som vel er deres eneste forsyning med den vare. Jeg tror her er ulve (det står også i bogen) et kadaver i vejsiden lignede altså ikke en hund! Da bussen nærmede sig Deir-ez-Zur dukkede små nikkende oliepumper op. Her blev fundet olie I 1990 og Syrien er nu selvforsynende.
   

Deir-ez-Zur er en støvet provinsby, hvor der ikke kommer mange turister. Straks jeg kom ud af bussen var der mindst 6 taxachauffører omkring mig. Manden, der kunne 4 ord på engelsk, vandt. Udmærket hotel med varme. 200 kr. med morgenmad.
Straks efter at jeg var kommet måtte jeg ned for at se den store flod, målet for hele turen. Og det var fantastisk. Nu kan jeg forstå hvorfor man i gamle dage tilbad den som en guddom. Bred og mægtig med grønne bredder flydende langsomt af sted mod Golfen. Karavanerne afleverede deres varer her og de blev sejlet videre ud i verden. Det var diset, men det gav floden et næsten overjordisk skær.
Nu begyndte det igen at regne og jeg gik tilbage til byen, og vandrede eller vadede gennem basaren, som på alle måder må siges at være provinsiel. Nu kan vi godt glemme alt om høje hæle og opsatte tørklæder, vi er kommet på landet. Jet tror jeg var dagens nyhed i byen. Jeg fik en dejlig swama og frisk juice for 10 kroner.

eufrat
udsigteufrat

Vejret var fint næste dag, og for mine synders skyld skal jeg jo se Douros Europas – romernes yderste forpost mod parterne. (romerbyer har jeg ellers op til halsen) Så jeg fandt en taxa, da busserne ikke kørte så tidligt. Vi blev enige om 200 kroner for de 200 kilometer. Køreturen var det hele værd. Den unge mand bag rattet forsøgte hele vejen at være morsom. “Syrians”–og så rystede han på hovedet. Han viste mig billeder af sin kone og sine børn, som boede I Beirut. Han var flygtning, kunne jeg forstå. Vi kørte gennem den ene landsby efter den anden, der gik får i vejkanten og indimellem æsler. Markerne var firkantede, indhegnet af lave volde og ind imellem kanaler til at lede flodvandet rundt. Det så meget intensivt ud. Der havde nyligt været høstet bomuld og sukkerroer.


duroseuropas2

Da vi nåede frem til ruinbyen, var der en vagt som for 8 kroner låste porten op. Der var ikke andre end chaufføren og jeg. Han fulgte med hele vejen rundt og tog billeder med sin telefon, tydeligvis havde han aldrig været der, så det blev da også en oplevelse for ham. Ruinområdet er meget stort omkranset af en høj mur fra middelalderen. Byen ligger på en skrænt med til floden, og det er ikke vanskeligt at forstå at romerne og andre før dem har valgt dette sted til borgen. Der var en vid udsigt over floden og alle de små marker. Dette sted var værd at forsvare – det er selve livets kilde!

På tilbagevejen opgav han vittighederne og jeg fik lov til i fred at se på livet i alle de små landsbyer. Han afleverede mig på busstationen og jeg fik en bus til Aleppo, 400 kilometer langs floden.

Overalt sås de små firkantede marker, men hvor terrænet steg, var der absolut ingen vegetation her groede ikke engang en enkelt beduin. Solen gik desværre ned inden Aleppo og der begyndte igen at regne. I Aleppo fik jeg så en taxa til det hotel, som mine amerikanske naboer havde anbefalet. Der var desværre alt optaget, så der stod jeg i mørket i regnvejr  i Aleppo, og så var jeg så sulten. Nå men jeg måtte jo finde noget og jeg gik ind et par steder og fandt et noget ydmygt sted, men der var da en seng for natten. Ud igen for at finde noget at spist! Det blev en gentagelse af gårdsdagens menu swavama og friskpresset juice, og så købte jeg en paraply.  Der var ikke meget at gøre, så jeg læste lidt og sov så udmærket. Om natten blev det tordenvejr og strømmen gik I hele byen, så er der ingen varme eller varmt vand. Morgenmaden blev serveret i en dejlig gård – til sommerbrug. De få gæster der var, krøb ind under et halvtag for ikke at få teen alt for tynd.



aleppocitadel

Aleppos citadel i regn.

Jeg havde store planer om Aleppo og omegn. Så det var bare på med vanten. Der var stadig ingen strøm, og derfor  mørkt I basaren bortset fra enkelte handlende der havde stearinlys og andre baksede med at få gang i en osende og støjende generator. Så kom solen frem og jeg besteg citadellet, en mægtig bygning på en høj, Det dominerer aldeles byen. Middelalderborg  med en flot udsigt over byen. Jeg nåede også en Sinanmoske. Da jeg ville ind i den store moske var der lagt op til koldt fodbad. Gården var dækket af 2 cm vand, og man skal jo tage skoene af. Den moske må vente til bedre tiden. Så begyndte det at regne igen og så vendte jeg tilbage til basaren (nu med lys) som er overdækket. Det er en helt anderledes basar end den I Damaskus. Her er næsten intet turistgejl, men boderne er tydeligvis beregnet på lokal handel. Slagtere, krydderihandlende, tæpper, sko og tøj af enhver slags, bare ikke nogen som vi ville købe. Folk ser også mere provinsielle ud, og her så jeg flere kvinder med tatoveringer end jeg har set I Damaskus.  Hvis man vil se en basar som i gamle dage, så tag til Aleppo inden for længe!                                                                                                                  
Så gik strømmen igen, mine sko var mudrede til, det regnede udenfor – så “farvel Aleppo” vi ses en anden gang! Simon Søjlehelgen sidder nok også på søjlen næste gang!

alepposuq

Aleppos suq er fyldt af alskens vare, her fårehoveder til salg

olivensyrien

Turen mod syd  gik gennem et ganske anderledes men også meget frodigt landskab. Mellem Aleppo og Homs er der naturlig vanding! Det gav mulighed for en næsten uendelig række af oliven- og frugttræer i snorlige rækker.

Udtrykket “den frugtbare halvmåne” er til at forstå!

til top