Beteddine Chouf bjergene

Chouf bjergene er drusernes traditionelle hjemland. Her levede de af landbrug og dyrehold under vanskeligt forhold.Markerne skulle anlægges i taresser, som det ses på billedet. Druserne er hårdføre og stolte, traditionelt stærkt bevæbnede og klar til at bruge deres våben i forsvar af deres elskede Chouf bjerge.

I 1700-tallet indvandrede mange kristne maroniterntil området. I lang tid levede de to befolkningsgrupper fredeligt side om side, men under kampene i 1860 blev mange kristne slagtet af druserne. Under borgerkrigen 1975 til 1990 gentog kampene sig med mange dræbte på begge sider.

 

bjerge

bashir2

Beteeddine blev påbegyndt i 1788 af den stenrige Bashir den 2. Han var en barsk herre, der uden nåde likviderede sine rivaler. Han fik tilnavnet "Den blodrøde emir". Han var frem til sit fald og udvisning til Malta i 1840 osmannernes repræsentant i området.

 

beteddineoverblik
beteddine1 Det indre af anden gård. Murværket er efter Syrisk mode lagt af skiftevis sorte og lyse sten.

Paladset består af en stor gård med en gæstefløj til højre i billedet. Dernæst følger endnu en gård, hvor emiren modtog gæster (og undertiden forgav dem), og inderst en tredie gård, hvor familine holdt til - skjult for uvedkommende blikke.

Det er en næsten traditionel arabisk grundplan, men med mange europæiske detaljer.

Inde er håndværk udført af de bedste fra Damaskus og Aleppo Paladsets indre er klart arabisk i sit udtryk.

 

beteddinehal

Paladset har en smuk modtagelsessal, hvor emiren modtog sine gæster, nu bruges salen og de omliggende værelser af den libanesiske præsident som sommerbolig.

 

 

beteddineloft

Paladset har mange smukt udstyrede værelser med bl.a.dekorerede lofter med geometriske mønstre efter traditionel arabisk skik.

Beteddines enestående mosaiksamling
 

Druserne har i århundreder været ledet af Jumblatt familien på næsten feudal vis, en tradition der endnu består.

Den nuværende leder Walid Jumblatt var en barsk militær leder under borgerkrigen, men ved siden af også en ivrig samler af antikke mosaikker. Under borgerkrigen lykkedes det, takket være hans indsats, at redde mange mosaikker fra ødelæggelse. De er nu udstillet i slottets kældre. De bliver anset for en af de fineste samling antikke mosaikker fra sen- antik tid.

Samlingen består af 30 store gulvmosaikker og mange mindre fragmenter. De byzantinske mosaikker blev lagt i sidste halvdel af 500-tallet hovedsagelig i byen Damour. Byen blev så godt som udslettet under borgerkrigen.

beteddinesaint

En personifikation af "Skabelse" omgivet af dyr.

svastika

 

Mosaikkerne adskiller sig afgørende fra de overdådige billedværker fra fx Kartago. Disse er næsten asketiske med overvejende geometriske mønstre og kun få mennesker og slet ingen mytologiske motiver, som antikken andre steder var rig på.

500-tallets asketiske og meditative strømninger mærkes. Mange vendte sig imod senantikkens dekadente og sensuelle billedverden. Bibelens billedforbud blev efterhånden taget på orden. Kejser Leo 3. beordredei 726 alle mosaikker med billeder af levende væsner tilintetgjort i den såkaldte ”ikonoklastme”

andemosaik

Billedstorm – ”ikonoklastme”.

”Du må ikke gøre dig noget udskåret billede eller noget afbillede af det, som er oppe i himmelen eller nede på jorden eller i vandet under jorden, du må ikke tilbede eller dyrke det!”
(2. af de ti bud. 2. Mosebog kapitel 20 vers 3-5.)

Er det tilladt ifølge bibelen at fremstille billeder af faderen eller af sønnen eller af den skabte verden i det hele taget? Det var det formelle spørgsmål i den voldsomme konflikt og borgerkrig, der udspillede sig i det østromerske rige i flere runder fra 726 til 842.
Den østromerske kejser Leo 3. udstedte i 726 et edikt, der erklærede alle billeder for afguderi og beordrede dem tilintetgjort. Kejserens soldater blev sat til at udføre ødelæggelserne. Mange der forsvarede de hellige billeder blev forfulgt, tortureret og dræbt. Paven i Rom forsvarede billeder.
Rom og Konstantimopel lyste hinanden i band og sendte buller mod hinanden, og de fortsatte ødelæggelser var en afgørende led i øst – og vest kirkernes endelige brud.
Kejser Leo 3. og hans efterfølgere skærpede striden til at omfatte også hele munkevæsenet. Klostre blev ødelagt og munke blev forfulgt og myrdet.
Ødelæggelserne kom i flere bølger og først i 842 blev det endelig forbudt. Men skaderne var sket.

til top