Det arabiske forår og monarkierne i Jordan og Marokko

Det såkaldte arabiske forår og spørgsmålet om, hvorfor  de to kongedømmer Jordan og Marokko slap forholdsvis uskadt gennem krisen.
(referat af Mads Qvist Frederiksen: "Designed to survive? The institutional capabilities of Morocco and Jordan." artikel i Nyhedsbrev fra Syddansk Universitet december 2013)
Artiklen ridser en række forhold op, som i hvert fald bidrager til en forklaring.

Marokko og Jordan har mange forhold fælles. Begge er kongedømmer, hvor monarken har stor personlig magt, begge konger påberåber sig at nedstamme fra profeten.  Landene er begge uden olie eller gas,  de er fattige, statskasserne er afhængige af udenlandske bidrag. Der er stor arbejdsløshed især blandt de unge, priserne har været stigende; alle forhold, der i andre arabiske lande har ført til demonstrationer, vold, ledernes afsættelse, borgerkrig osv. Gives der en plausibel forklaring?

Kongerne er i begge lande blevet symbol på selve staten og er i princippet over politik samtidig med at de i realiteten sidder inde med al magt.
I årene efter frigørelsen fra kolonimagterne lykkedes det kongemagten, at tage et fast greb om både statslige og ikke statslige institutioner, om selve statsopbygningen. Kongerne har begge været dybt involveret i alle institutioner og har magt over dem uden at have det formelt.  Kongerne har kunnet fungere som mellemmand og mægler, når det var uoverensstemmelser, kunne  lade andre vride armen om eller fyre medarbejdere evt. sætte dem i fængsel om nødvendigt.
Det har betydet at kongerne ikke skulle påtage sig skylden, når noget går galt, der er altid en der kan blive ofret som syndebuk. (facade politik, kalder forfatteren det.)  Fx under de hede dage i begyndelsen af det arabiske forår 2011 blev en række ministre ofret for at "demokratiet" gennem valg kunne fungere.
Et andet forhold, der er meget vigtigt i denne forbindelse, er at monarkierne ikke er bundet af en ideologi, som de revolutionsramte lande var. Både i Irak, Egypten, Syrien, Libyen og Tunesien var herskerne bundet af en slags socialistisk ideologi, selv om de blev praktiseret meget forskelligt.
Monarkerne kan derimod bevæge sig frit og fra den ene dag til den anden være liberal, socialist, islamist eller hvad øjeblikket nu kræver.  Fx talte Marokkos konge om social lighed og enhed mellem alle grupper, samtidig med at landet har et yderst liberalt økonomisk system, som i høj grad begunstiger visse grupper.
Kongemagten er også i stand til at give indrømmelser eller embeder, deltagelse i kommissioner og den slags til de utilfredse. Fx fik Marokko større kvindelig repræsentation i det lov forberedende arbejde efter store kvinde demonstrationer.
Monarkierne har også den fordel, at arvefølgen er fastlagt på forhånd. Der skal ikke udkæmpes magtkampe blandt flere magtcentre eller personer. Det skaber også stabilitet, at monarkerne ikke er nødt til at knytte deres embeder til tvivlsomme valghandlinger, men monarken modtager "det byrdefulde embede som en pligt".
Kongen har magt og midler til at uddele privilegier til sine tilhængere og tiltrække sine modstandere med samme metode. På den måde beror kongernes magt på et netværk af afhængige personer både indenfor forretningsverdenen, militæret, i borgergrupper og i det politiske liv. Kongerne har adskillige gange skilt sig af med upopulære hærchefer eller andre ved at beskylde dem for korruption, en anklage som aldrig er uden grund. Flere er endt i fængsel.
Der er parlamentsvalg i begge lande, men kongen svæver over partipolitik og kan bremse eller fremme hvad han finder formålstjenligt. De har lukket nye grupper ind fx har den nuværende regering i Marokko udspring i et moderat islamisk parti.
Der har været demonstrationer i begge lande med udgangspunkt i sociale spørgsmål, stigende brødpriser, arbejdsløshed osv. Men ingen har råbt "ned med kongen". I de andre omtalte arabiske lande har demonstrationerne haft som første mål at komme af med lederen.

 Systemet har naturligvis også sin svage side. Det kræver store pengesummer at "holde facaden". Så længe udlandet er villig til og ser det som sin interesse at dække staternes underskud, vil der ikke blive nogen regimeforandring.

Den marrokansk-franske forfatter Tahar Ben Jelloun har skrevet gribende om længslen efter at komme ud, og om indvandrenes kår i Europa.
"Rejsen" 2007, "Hjem" 2010.
Han har også skrevet
" Det arabiske Forår" 2011, hvor han forsøger at se oprørerne fra de almindelige borgeres side.
til top