Mellemøstens deling efter 1. verdenskrig

1. verdenskrig og Syriens dannelse

1915-1920

faisalkonge

Faysal - Konge af Syrien 1920

 

Afløsningsopgave Mellemøststudier Syddansk Universitet 2005
Indledning
(Noteapparatet er her udeladt for læselighede skyld, de relevante referencer kan fås ved henvendelse til forfatteren, litteraturliste sidst i opgaven.)

1. Første Verdenskrig og Mellemøsten
2 1915 blev det første, men ikke det sidste katastrofeår for de allierede  her 
3. Hussein – McMahon aftalerne 1915 og 1916     her                                                
4. Sykes – Picot 1916 - hemmelig deling af Mellemøsten  her                                                                
5. Krigen 1917 og Balfourdeklarationen  her                                                               
6. Krigens afslutning og erobringen af Damaskus oktober 1918 her                                          
7. Faysal i Damaskus
her
8. Styrets legitimitet
9. Faysal overtog et fallit bo her
10. Faysals politiske basis her
11. Da freden brød ud 1918. Løfter stod i kø her
12. Versailleskonferencen -  fire store blev til tre, dernæst til to her
13. USA  – den nye verdensmagt uden vilje til magt  
14. Det britiske imperium - vakler økonomisk og militært her
15. Britisk-franske forhandlinger - Syke-Picot aftalerne og virkeligheden efter krigen her  
16. San Remo april 1920
17. Slutspil i Damaskus her
18. Konklusion her
19. Litteraturliste   her               
                                                                         

Indledning  1. Verdenskrig og Mellemøsten

Da de europæiske stormagter ved 1. Verdenskrigs afslutning tog kontrol over de arabisktalende folkeslag mellem Suez og Tyrkiet, var det kulmination af et halvt årtusindes kolonisering af verden. Det blev sidste kapitel af den fantastiske historie, der begyndte med Henrik Søfarerens små sejlskibe, der søgte at finde vej syd om Afrika.  Den arabisktalende verden var den sidste stump, der kom under europæisk indflydelse.

Delingen af Mellemøsten blev alligevel anderledes. Der var en anelse blandt mange europæiske politikere om, at koloniriger ikke havde fremtiden for sig – at det var ved at være ”Old Europa” der skabte nye kolonier. Den amerikanske præsident udtrykte dette med slagordet ”folkenes selvbestemmelsesret”, som udtrykte mange nationale bevægelsers ambition.

Opgavens hovedformål er at diskutere Mellemøstens deling efter den 1. Verdenskrig. Syriens skæbne er valgt som centrum, fordi området stod i centrum for striden mellem Storbritannien og Frankrig, og fordi delingen af landet blev så afgørende for resten af det 20. århundrede arabiske historie.

En væsentlig kilde til besvarelse af ovenstående spørgsmål findes i de tre berømte og berygtede aftaler indgået under 1. Verdenskrig (Hussein-Mcmahon, Sykes-Picot og Balfour), som alle berørte traditionelt syriske områder. De bliver her læst som en del af  det militære og stormagtspolitiske spil og blive fortolket som udtryk for de interesser og problemer, de forskellige parter havde i Det osmanniske Riges opløsning, da aftalerne blev indgået og ikke som udtryk for parternes fremtidsforventning.

Jeg vil forsøge af forfølge det spor, som Albert Hourani beskriver:

”such agreements were made in a hurry and under stress, and for an immediate purpose: not to decide what should happen once the War was ended, but to achieve the minimum of agreement without witch campaigns could not be fought in common.”

Mellem 1915 og 1920 skete der store forskydninger i forholdet mellem de parter, der havde interesser i Det osmanniske Riges opløsning. Disse forskydninger afspejlede sig i de ordninger, som blev resultatet af den første SanRemokonference og dermed i de ordninger, der blev Syriens skæbne.

Disse forskydninger vil blive beskrevet og diskuteret nærmere for at sætte SanRemo aftalerne angående Syrien ind i en stormagtspolitisk ramme, hvor Syriens forhold lader sig forklare.

Undervejs skal Faysals rolle i det stormagtspolitiske spil analyseres, havde han overhovedet noget spillerum, eller var han udelukkende en britisk marionet - i lommen på briterne både  økonomisk og militært?

Forholdene i Faysals Syrien bliver ikke behandlet i dybden. Der var utallige fraktioner, partier og klaner i Damaskus, som kæmpede om magten, det vil kun blive behandlet i det omfang, det fik betydning for selve aftalerne mellem Storbritannien og Frankrig.

Syrien tilblivelse vil altså blive set som en funktion af stormagternes interesser og indbyrdes skiftende magtforhold under og umiddelbart efter 1.Verdenskrig, og i mindre – måske slet ingen – grad som et produkt af lokale interesser.

Den måde, Syrien blev skabt i 1920, var ikke enestående i Mellemøsten, derfor kan Syriens skæbne være et eksempel på imperialisters skalten og valten med området. Konflikten om Syrien er også et eksempel på ”nye tider”, idet den også var en konfrontation mellem gammeldags imperietænkning overfor de nye og voksende nationale bevægelser. Den viser altså fremad til mange af de konflikter der kommer på forsiden af aviserne i dag.

Her blev i hvert fald lagt nogle frø, som stadigt modnes til konflikt, krig og besættelse.

til top
1915 blev det første, men ikke det sidste katastrofeår for de allierede 

Vestfronten var stivnet efter Marneslaget i efteråret 1914. De krigsførende forsøgte derefter igen og igen at bryde fjendens linier med blodige og nyttesløse angreb. Det kostede millioner af unge mænd livet og samfundene bagved uanede ressourcer, uden at det forandrede situationen ved fronten. Generalerne havde ingen strategi, der svarede til nye våbentyper, fx maskingeværet.
Krigen tærede i den grad på ressourcerne, at der måtte findes nye veje til at få krigen i bevægelse igen.

Briterne udviklede ideen om at komme bagom den tyske front ved at angribe tyskernes allierede, Det osmanniske Rige, ved indsejlingen til Sortehavet. Denne kampagne skulle skære landet over, skabe en sydlig front mod Tyskland og dets allierede og holde forbindelsen til Rusland, som var allieret med Vestmagterne.

Kampene ved Gallipoli begyndte i marts 1915 og blev  en katastrofe og et langvarigt traume for den britiske hær. Kampene varede næsten 9 måneder og kostede over 200 000 britiske soldater livet. I december 1915  måtte briterne trække sig tilbag, slået af en tyrkisk hær.

Et britisk ekspeditionskorps var i samme periode blevet sendt til Mesopotamien for at beskytte oliefelterne og havnene i området ved den Persiske Golf. Også denne styrke blev besejret, idet den blev  indesluttet ved byen Kut lidt syd for Bagdad og sultet til overgivelse i begyndelsen af 1916.

Begge begivenheder viste, at briterne havde undervurderet tyrkernes styrke groft, og at det havde været en diplomatisk kapitalbrøler ikke at holde Det osmanniske Rige i den allierede lejr.
Der måtte findes nye veje i kampen mod tyrkerne, og langt større troppestyrker måtte sendes til området, hvis den britiske prestige skulle genoprettes, og Egypten og vejen til Indien sikres.

Kampen mod tyrkerne havde også en anden betydning for det britiske imperium. Sultanen i Konstantinopel var i sin egenskab af kalif åndeligt overhoved for alle muslimer. Man kunne forvente store problemer i Indiens muslimske befolkning, som var på  ikke mindre end 70 millioner menneske, hvis kaliffen spillede det religiøse kort ”jihad” til fordel for tyskerne. Kunne kalifatet overføres til Mekka og til en engelskvenlig araber, ville det set med britiske øjne være en stor fordel. 

til top
Hussein – McMahon aftalerne 1915 og 1916

Den britiske højkommissær i Egypten Lord Kitchener havde et mangeårigt kendskab til forholdene i Mellemøsten, og han havde længe set at religiøst betingede oprør i Indien truede. (Sultanen erklærede faktisk jihad i november 1914 mod briterne, men det viste sig på dette tidspunkt ikke at have den ønskede effekt. ( Fromkin s. 109).

I april 1914 aflagde emiren af Mekka sherif Hussien’s(Emir var en osmannisk embedstitel: vogteren af de hellige steder.Titlen sherif  viser afstamning fra profeten.) søn Abdullah hemmeligt besøg hos Lord Kitchener i Cairo. Ved denne lejlighed blev det slået fast, at araberne ikke kunne forvente britisk støtte til oprør eller forsvar mod tyrkerne. Kitcherner skrev fx til udenrigsministeren 4. april 1914:  ”..der bør vises stor forsigtighed ved behandlingen af de arabiske spørgsmål, så vi ikke sårer tyrkernes følelser og vækker deres mistanke.” 
Det osmanniske Rige havde stået under Storbritanniens "beskyttelse" i mere end hundrede år. At opretholdelsen af  dette rige blev  anset for  at være en garanti mod især russiske imperiale drømme, så støtte til nationale bevægelser som den spirende arabiske imod tyrkerne blev på dette tidspunkt betragtet som udelukket. 1. Verdenskrig ændrede denne holdning.

Da Det osmanniske Rige gik ind i krigen på tysk side, fik briterne og araberne fælles mål: at bekæmpe tyrkerne og deres tyske allierede. De to parters bevæggrunde var dog temmeligt forskellige.
Det altdominerende mål for Storbritannien var som altid at sikre sine besiddelser i Indien. ”Vejen til Indien” gik gennem Suezkanalen, og tyrkerne kunne – med tysk hjælp -  true den frie sejlads og gøre det af med engelske olieinteresser i Basraområdet. Briterne var heller ikke blinde for, at religiøse eller nationale oprør kunne ”smitte”.
Kitchener blev leder af den britiske krigsindsats i 1914, og allerede 13. oktober 1914 satte han sig i forbindelse med sheik Husseins søn for at  diskutere en forbindelse med Vestmagterne. Initiativet blev fulgt op ved korrespondance mellem den britiske højkommissær i Egypten  McMahon og sheik Hussein  -  i alt ca. 11 breve fra perioden juli 1915 til januar 1916.

Emir Hussein havde også grunde til at søge forståelse med briterne.
Sheriffen havde ambitioner om at blive hersker over et arabisk-muslimsk rige hvis Det osmanniske Riges brød sammen. Her kunne han bruge britisk støtte og udnytte deres fælles interesse i at bekæmpe tyrkerne. Hussein tilbød at rejse araberne til oprør, mod at få støtte til sin sag. Han overdrev overfor briterne sin indflydelse som arabernes leder. Hans forbindelse med Syrien og Irak var næsten ikke eksisterende, og han var i skarp konkurrence med Saud-familien om herredømmet på den arabiske halvø.                                                    
Det er højst tvivlsomt, om emir Hussein havde legitimitet til at tale på ”arabernes” vegne, snarere må aftalen fortolkes, som hans forsøg på at erhverve en sådan. Han udråbte fx sig selv til arabernes konge i 1916, men måtte trække den titel tilbage efter at arabiske nationalister havde protesteret, og nøjes med at være konge over Hedjaz.
(Område på den vestlige side af den arabiske halvø med de to hellige byer).
Brevene var en ”aftale”, om, at et arabiske oprør mod tyrkerne skulle betales med britisk støtte til en form for arabisk selvstændighed under Hussein eller hans sønner.
Med Henry McMahons ord til Hussein:
”Jeg er sikker på, at denne erklæring vil overbevise Dem og fjerne al tvivl om Storbritanniens sympati for sine venner arabernes målsætning, at den vil resultere i en varig og fast alliance med Dem, og at en af dens umiddelbare følger vil være fordrivelse af tyrkerne fra de arabiske lande og befrielse af de arabiske folk fra det tyrkiske åg, der har tynget dem i så mange år.”
Det område, som en arabisk stat skulle dække, var lidt vagt defineret, men med undtagelse af den libanesiske kyst med Beirut var det formentlig hele området fra Det røde Hav til en tyrkiske grænse.
Selv antallet af breve blev der senere uenighed om, idet Faysal på et møde i London i efteråret 1919 hævdede, at der fandtes et brev med håndfaste britiske tilsagn, og udenrigsministeriet i London sagde, at det gjorde der ikke.

arabfight

Den arabiske revolte bliver fejret som begyndelsen på det jordanske kongedømme, som her på en pengeseddel.

til top

5. juni 1916 begyndt  den arabiske revolte under ledelse af Husseins anden søn prins Faysal og den engelske officer T. E. Lawrence - senere kendt som ”Lawrence of Arabia”.

De ledende kredse i  Syrien så med stor mistro på den arabiske revolte, da den jo teknisk set var forræderi mod tyrkerne og mod den herskende osmanniske ideologi. Den hashimidiske slægt, som Hussein tilhørte, var heller ikke populær i Damaskus, og få syrere deltog i felttoget gennem ørkenen. Eliten i Damaskus indtog en ”vent og se hvem der vinder” holdning.
Den arabiske revolte fik tillagt legendariske træk i den engelske presse, den svulmede op til billeder af hundredtusinder af kamelryttere som svingende deres krumsabler jog briternes fjender på flugt. Lawrence blev gjort til en helt, og han bidrog selv til myten ved fx at optræde i arabisk kostume.
Det var i britisk interesse at overdrive arabernes kampindsats, for at underbygge Faysals legitimitet som arabisk leder i en britisk lydstat. 
Den arabiske revolte skal i denne sammenhæng ses som den base på hvilken Faysal byggede – eller forsøgte at bygge – syrisk/arabisk selvstændighed. En ren militær vurdering er vanskelig at give, da efterretningstjenesten deltog i legendedannelsen, men en vurdering fra englændere i felten lyder på nogle få tusinde udisciplinerede krigere. Dette udsagn kan naturligvis også være udtryk for britiske officeres uvilje mod araberne og deres kampmetoder.

til top
Sykes – Picot 1916-hemmelig deling af Mellemøsten
1916 blev året for de to største, blodigste og længstvarende slag på vestfronten: slagene ved Verdun og ved Somme. Her mistede Frankrig og Storbritannien tilsammen tæt ved to millioner soldater. Levende og usårede soldater blev en mangelvare. For at få tropper til rådighed til at operere imod tyrkerne, som var støttet af tysk mandskab, måtte briterne trække mandskabe fra Frankrig til Mellemøsten. Kampene dér var i langt højere grad i britisk end i fransk interesse, så det skulle betales, at lade britiske tropper forlade vestfronten, som var liv eller død for Frankrig.

levantdel

Aftale med bl.a. Italien om lunser af Det osmanniske Rige.

sykespicot

Sykes-Picot aftalen fra 1916 var den sidste af flere delingsplaner for hele Det osmanniske Rige. Blå områder skulle blive fransk interesseområde, de røde britiske, Jerusalem internationalt område.

De allierede håbede på Det osmanniske Riges sammenbrud og i hemmelige forhandlinger, hvor også Rusland, Grækenland og Italien deltog, blev der slået streger over områder som parterne ikke havde herredømme over. Våbenbroderskabet skulle bevares, det var hovedsagen, så alle parter skulle have håb om en luns.
Russerne havde sit århundredgamle ønske om kontrol over stræderne ved Sortehavet og herredømme i Kaukasus.  Briterne bekymrede sig om vejen til Indien, Suezkanalen og olien i Mesopotamien, og under våbenbroderskabet med russerne lurede den gamle trussel om russisk indtrængen i britisk indflydelsessfære i Iran og Indien. De franske interesser var koncentreret i det område, der senere blev Libanon, men store franske investeringer i hele området gjorde interesserne mere omfattende. 60% af Det osmanniske Riges gæld var finansieret af franske banker.

Parterne forhandlede i hemmelighed om områder de ikke havde kontrol over, og måske aldrig fik, da krigens udfald i 1916 var mere end tvivlsomt, så aftaler om delingen af Det osmanniske Rige var uden tvivl drevet af øjeblikkets krav, hvad aftalerne også bar tydeligt præg af.
Den 26. april 1915 var der blevet undertegnet en hemmelig overenskomst mellem de allierede og Italien, som fik løfte om store områder i det sydlige Anatolien som betaling for at træde ind i krigen på allieret side.
Efter vanskelige forhandlinger mellem de to repræsentanter fra Frankrig og Storbritannien, Picot og Sykes, blev der enighed om fransk herredømme i Syrien og indflydelse Kilikien.
Det skulle  være kompensation for den ekstra byrde på vestfronten.
Det afgørende for, at briterne gik ind på de franske krav var, at de derved fik en stødpude mod Rusland. I den handel ansås Mosul for mindre vigtig, og det olierige område kom ind i den franske sfære. Briterne reserverede to typer områder til sig selv: indflydelse på den arabiske halvø og herredømme i Mesopotamien. Begge områder, der havde betydning for Indiens sikkerhed.

 ”Det hellige land” med Jerusalem var en religiøs bombe, der kunne udløse stærke følelser i både øst og vest. Diverse religiøse retninger i Jerusalem havde i århundreder været under stormagternes protektion. Briterne ville i Palæstina som mindstemål være sikker på,at ingen anden stormag, fx Rusland, fik herredømme over dèn side af Suezkanalen. Så internationalisering var her det opnåelige kompromis. Det er bemærkelsesværdigt, at ingen af parterne endnu i 1916 talte om jøder eller zionister.
Det indre af den arabiske halvø blev ladt ude af betragtning, det var uden strategisk interesse.
Sykes-Picot aftalen var – når vi læser den - i åbenbar modstrid med løfterne til Hussein. Områder defineret som interesessfære, skulle være under arabisk ledelse, men under vejledning af henholdsvis Frankrig og Storbritannien. Formelt set var aftalerne med sheik Hussein overholdt, fastholdt briterne. De sørgede dog for, at Sykes-Picot aftalerne blev holdt hemmelige.
Alle delingsplaner var luftkasteller. Stormagternes politikere disponerede i teorien over områder, som ingen af dem havde kontrol over og måske aldrig fik.
Det osmanniske Rige og tyskerne var langt fra besejrede, og om de nogensinde blev det, var tvivlsomt – så meget kunne jo forandre sig – og det gjorde det.
til top
Krigen 1917 og Balfourdeklarationen

Det britiske imperium, Frankrig og i særdeleshed Rusland var i alvorlige vanskeligheder i 1917, sejren over centralmagterne syntes længere væk end nogensinde.
Den tyske uindskrænkede u-bådskrig blev erklæret 1. februar 1917. Den var yderst effektiv, og millioner af tons tonnage gik til bunds i Atlanterhavet. De tyske u-både truede med at skære livslinien til USA over, og dette fik omsider USA til at erklære krig mod Tyskland den 6. april 1917. Det gjorde ikke den store forskel på slagmarkerne, da der ikke var nogen stående hær i USA, så der var lange udsigter til at se friske kornfede amerikanere ved fronterne.

1917 blev også et blodigt år på fronterne i Vesteuropa, og den store fare som truede i øst, var Ruslands endelige sammenbrud, hvorved store tyske troppestyrker ville blive frigjort til at kæmpe i vest. Rusland brød som bekendt sammen i slutningen af 1917, og det nye regime søgte som frygtet straks våbenhvile med Tyskland.
Vestmagterne var forlængst gået over til at leve af lånte penge; især fra USA, og der var stor uro i de væbnede styrker, som i den franske hær i slutningen af 1917 udartede til egentligt mytteri.

I Palæstina havde britisk/arabiske styrker to gange i marts og april forgæves forsøgt at erobre Gaza, som er indgangsdøren til Palæstina. Tyrkiske styrker under den meget kompetente tyske general Kesselstein havde slået angrebene tilbage.
Situationen i Palæstina var endnu ikke afklaret, da den engelske regering 2. november 1917 sendte et brev til storbankieren Lord Rothschild, ledende medlem af den zionistiske bevægelse, underskrevet af den engelske udenrigsminister Balfour: den såkaldte Balfourerklæring. I brevet loves jøderne støtte til et ”hjemland” i Palæstina, som tyskere og tyrker havde kontrol over, da brevet blev skrevet.

Den zionistiske bevægelses leder Weizmann havde i årtier arbejdet utrætteligt for jødernes mulighed for at få fodfæste i Palæstina. Zionisternes begrundelse var helt ligetil. Jøder blev forfulgt i mange lande bl.a. i Rusland. Jøderne behøvede et sted, de kunne kalde deres, og leve i fred. Selv om der havde været andre forslag var Israel ”Det hellige Land”, det eneste sted, der kunne samle både sekulariserede og religiøst motiverede zionister.
På en måde klang drømmen om ”det hellige land”s genoprettelse sammen med både Lloyd Georges og præsident Wilsons følelser. De var begge oprigtigt religiøse mænd, opdraget med historien fra Det gamle Testamente og med forestillinger om Messias’ fredsrige.
Lloyd George viste bl.a. sin gammeltestamentlige tænkemåde ved at kalde Palæstina ”landet fra Dan til Beersheba”, en betegnelse som fx findes i Anden Samuelsbog kap.24 vers 2:” Kongen sagde til sin hærfører Joab : ”Tag rundt i alle Israels stammer fra Dan til Be’ersheba og hold mønstring over folket, så jeg ved hvor mange der er.””
Udtrykket går igen i en officiel skrivelse fra premierministerens kontor til forhandlingerne i Paris om besættelsen af Syrien og Palæstina: ” De områder, der holdes besat af britiske tropper, vil derefter blive Palæstina, der i overensstemmelse med sine gamle grænser defineres som landet mellem Dan og Beersheba….”

Engelske embedsmænd havde det allerstørste besvær med at finde ud af, hvad det betød.
Man kan fortolke det derhen, at jorden var gødet til at imødekomme zionisternes ønsker gennem klassisk kristen opdragelse, der lagde stor vægt på at kende jødernes historie, som den fortælles i det gamle testamente. Indvendinger mod denne noget svævende forestilling om en ”guds plan” blev ikke taget alvorligt.

Ingen af  hovedforhandlerne havde sat deres ben i området. Efter at Kitchener var druknet i 1916 var det kun Curson, den senere engelske udenrigsminister, havde være der. Hans kommentar var da også noget mere jordbunden  bl.a.

“Now what is the capacity as regards population of Palestine within any reasonable period of time? Under the Turks there is no such place or country as Palestine, because it is divided up between the sanjak of Jerusalem and the vilayets of Syria and Beirut. But let us assume that in speaking of Palestine in the present context we mean the old scriptural Palestine, extending from Dan to Beersheba, i.e., from Banias to Bir es-Sabi' . . . an area of less than 10,000 square miles. What is to become of the people of this country, assuming the Turk to be expelled, and the inhabitants not to have been exterminated by the war? There are over a half a million of these, Syrian Arabs - a mixed community with Arab, Hebrew, Canaanite, Greek, Egyptian, and possibly Crusaders' blood. They and their forefathers have occupied the country for the best part of 1,500 years. They own the soil, which belongs either to individual landowners or to village communities. They profess the Mohammadan faith. They will not be content either to be expropriated for Jewish immigrants, or to act merely as hewers of wood and drawers of water to the latter.”

Cursons og andre orientalisters holdning fik ikke indflydelse på afgørelsen. Hvad der egentlig fik den britiske regering og især Lloyd George til at gå stærkt ind for zionisternes sag er noget tåget. Et bud er, at Weizmann, den ledende zionist i England, var kemiker, og han havde stillet sine opfindelse af masseproduktion af acetone gratis til rådighed for regeringen, der var i desperat mangel på sprængstoffer. Var Balfourdeklarationen virkelig betaling for denne tjeneste, som Lloyd George påstår i sine erindringer?
Han håbede også på at jødiske banker ville støtte Storbritanniens slunkne kasse, og at de mange indflydelsesrige russiske jøder ville bidrage til at holde Rusland inde i krigen. Der er meget, der tyder på, at forestillingen om jødernes rigdom og indflydelse var stærkt overdreven – en slagt omvendt antisemitisme.
Mon ikke der også var kolde stormagtsinteresser på spil? Indien var hovedhjørnestenen i imperiet, Suezkanalen var vejen dertil – og derfor altid i fokus.

Briterne havde taget magten i Ægypten i 1882, og hvis de fik mandat eller indflydelse i  Palæstina var den anden side af kanalen også sikret mod hvem der måtte vise interesse – måske Frankrig? Århundreders kolonikampe mellem Frankrig og Storbritannien var lige nu lagt på hylden, men ikke glemt.
Og man skal ikke glemme, at det ingenlunde var givet, at det var briterne, der skulle hjælpe zionismen frem til dens mål. De fleste jøder levede stadig i Tyskland og Rusland, og mange jøder var loyale tyskere og kæmpede også i tusindvis på tysk side i krigen.
Tyskerne havde også den åbenbare fordel, at landet var på deres og deres allieredes hænder, så et løfte fra tysk side ville i 1917 have større vægt end et britisk. Da der i sommeren 1917 gik rygter om tyske støtte til zionisterne sag, blev der handlet hurtigt i London, og løftet om et ”homeland” blev afgivet.
Dette sære begreb var valgt med omhu, det både lover noget og så alligevel ikke. Araberne kunne opfatte det som et ikke-løfte om jødisk suverænitet af en eller anden slags.
Zionisterne derimod modtog det som begyndelsen til deres stats dannelse, hvad det også viste sig at være.
Lloyd George insisterede på, at Allenby og Faiyals hære skulle tage Jerusalem inden jul 1917 -  igen et stænk af legendens magt.
Den britiske general Allenby stod efter sejren den 11.december 1917 -i ærbødighed for stedets hellighed - af hesten og gik det sidste stykke ind i Jerusalem til fods.allenby

til top
1.verdenskrigs afslutning og erobringen af Damaskus oktober 1918         

I løbet af 1918 forandrede den stormagtspolitiske situation sig atter.
USA trådte fra  foråret 1918 - næsten et år efter krigserklæringen - endelig ind i krigen med friske og levende tropper i stort antal. Der blev sluttet fred mellem Tyskland og det nye russiske regime i marts 1918. Dette  muliggjorde den sidste store tyske offensiv på vestfronten i foråret 1918, hvor de allierede linier blev gennembrudt, og tyskerne var meget tæt på at tage Paris.

For Mellemøsten betød den tyske forårsoffensiv, at Allenby måtte afgive tropper til vestfronten og midlertidigt standse krigen mod tyrkerne. Først i september, da den tyske offensiv var kørt fast, og tropper var kommet tilbage til området, kom der igen gang i den britiske hær, som kæmpede sig frem mod Damaskus, som blev indtaget 1. oktober 1918.
Der stod i de britiske aviser, at Faysals tropper fik lov til at komme ind i byen før Allenbys, det var endnu et forsøg på at styrke hans sag. I virkeligheden var australske tropper i byen flere dage før araberne.
Der blev sluttet våbenhvile mellem briterne og tyrkerne 30. oktober 1918. Krigen viste sig imidlertid ikke at være slut, idet nationalister under Mustafa Kemal begyndte at kæmpe for en tyrkisk nationalstat. Kampene fortsatte i adskillige år, og de fik betydning for Syriens nordgrænse, som den dag i dag ikke er anerkendt af Syrien.

Ved 1. Verdenskrigs afslutning var det meste af det storsyriske område altså under britisk/arabisk kontrol. Undtaget herfra var kysten ved Beirut, hvor der var nogle få franske tropper. Det vil sige at størstedelen af det, der ifølge Sykes-Picot skulle blive fransk interesseområde, var erobret og besat af britiske tropper.
Hvad skulle det koste at få briterne til at forlade Syrien, og overlade det til Frankrig?
Og hvad med Faysal og hans arabiske rige, som briterne havde lovet en form for selvstyre?
Ja, og så var der jo også zionisterne, som arbejdede utrætteligt på deres projekt: ”Israel”.

til top
Faysal i Damaskus
Styrets (manglende?) legitimitet

Allerede før Faysal var kommet ind i Damaskus var hans legitimitet som hersker omstridt.
Tyrkerne havde forladt byen før den britisk/arabiske hær nåede frem, og i den periode havde lokale ledere etableret en midlertidig regering, som havde taget kommandoen over den lokale milits. Om de havde i sinde at overlade magten til Faysal, er ikke klart, for de blev hurtigt afsat og lederne døde eller blev eksilerede.
Uro i byen foranstaltet af de afsatte lederes tilhængere måtte bekæmpes af britiske tropper, for at sikre at Faysals regering kunne indsættes, og mange mennesker døde i gadekampene.

Straks efter overtagelse af magten i Syrien delte Allenby området i 2 midlertidige administrative distrikter senere udvidet til 3. allenbydeling
Som det ses af kortet, kan man allerede her skimte den fremtidige deling.

Delingen bestod i fransk administration af kystområder ved Beirut kaldet OETA vest, engelsk administration af Palæstina OETE syd og arabisk administration af det indre af landet med hovedstad i Damaskus OETA øst.

Der var dog ingen tvivl om, hvem der bestemte. Britiske tropper havde den fysiske magt overalt, og der var kun et mindre kontingent franske soldater i Beirut. 
For Faysal og hans tilhængere var delingen en skuffelse. Den 5. oktober 1918 havde Faysal offentliggjort sit program:
I proclaim in the name of our master, King al-Husayn, the formation of an absolutely independent, constitutional, and unblemished Arab government in Syria that includes the whole af Syria.”  Faysal fastholdt til det sidste at Syrien var en enhed, og han på sin fars vegne dets retmæssige hersker.
Allenby understregede at delingen var midlertidig, men dens virkelige begrundelse var sandsynligvis et forsøg på at tilgodese alle løfter samtidig med, at magten blev hos briterne.
 ”En vent og så hvad der sker” ordning, hvor alle parter får lidt.
Briterne forsøgte stadig i slutningen af 1918 at stå bag Faysal, og lade som om han havde magten, et træk der kun kan fortolkes som rettet mod franske ambitioner i området. I virkeligheden var Faysals styre under britisk militær og økonomisk dominans.
En britisk lakaj blev har kaldt – ikke uden grund.
til top
Faysal overtog et fallitbo
Krigen havde forarmet befolkningen i Syrien.
Priser på dagligvarer var steget til skyhøjder både fordi den osmanniske hær krævede leveringer og fordi selv naturen havde slået til. Tørke og græshopper havde formindsket kornhøsten. De allieredes blokade havde standset handelen og den osmanniske valuta var forringet, så den i juli 1917 kun var ¼ af sit pålydende værd og senere faldt den yderligere. Bankvæsnet var ødelagt, og veje og havne ikke vedligeholdt. Handel var efterhånden gået over til et primitivt varebytte.
Følgerne af alle ulykkerne var som sædvanligt i krig sult, pest, kolera m.v. og kriminalitet blev en måde at overleve på. Det gik især ud over landsbyerne, og flygtninge derfra strømmede til de større byer og gjorde det hele værre.

Faysals regering forsøgte at afhjælpe ovennævnte forhold for indbyggerne - med britiske penge, da skatteudskrivningen og især inddrivelsen ikke fungerede. Faysals regering forsøgte ellers at beskatte jord, får, cigaretter, benyttelse af veje osv. altsammen for at skabe grundlag for en selvstændig økonomi; det lykkedes slet ikke.
Briterne klagede også over manglende kontrol med pengestrømmene. Store summer blev brugt på at købe loyalitet. Britiske observatører mente at mindst 10% af det britiske bidrag på 150 000 pund om måneden til Faysal blev brugt direkte til bestikkelse. Men regnskaberne var mangelfulde, så hvem ved?
Valutaproblemerne fortsatte, og britiske forsøg på at indføre den egyptiske valuta blev ikke accepteret af alle. Meget handel foregik i den gamle osmanniske eller i udenlandsk valuta. Økonomiens stadig elendigere forfatning var en af de væsentligste grunde til, at Faysals regime aldrig vandt noget, der lignede almindelig tilslutning i befolkningen.
Et tegn på hvor lidt tillid der var, viste reaktionerne på forsøg på at udskrive mænd til hæren. Selv under truslen om fransk invasion vakte det stor uvilje at blive soldat under Faysals banner. Det gik så vidt, at regeringen måtte udkommandere 400 soldater til at undertrykke en demonstration mod værnepligt i et fattigkvarter i Damaskus.
Sammenlignet med den offervilje, som tyrkerne viste i deres frihedskamp, bliver det tydeligere, at ”den arabiske nation” endnu ikke havde megen klangbund i befolkningen, ja, man fristes til at kalde det en ren konstruktion.
til top
Faysals politiske basis

Faysals politiske basis var heller aldrig sikker.
Han var fraværende i to lange perioden fra november 1918 til april 1919 og igen fra oktober 1919 til januar 1919, hvor Syriens skæbne blev debatteret i Paris og London. Den goodwill han måtte have som leder af den arabiske revolte kunne ikke overføres til hans lillebror, som overtog ledelsen i hans fravær. Han blev anset for at være svag og i lommen på sine rådgivere.
Den syriske elite havde holdt på Det osmanniske Imperium til det var klart for enhver, at dets dage var talte. Forklaringen er flere: den lokale magtstruktur gav eliten en mellemposition som lokale ledere på en centralmagts vegne – hvem den centralmagt var, var ikke første prioritet.
Faysal kom med en ny ledelse, bestående af sine støtter som kom udefra og udelukkede den gamle elite i Syrien. Embeder, som traditionelt hørte til Damaskuselitens privilegier, blev givet til arabere fra Irak, Palæstina eller Mekka, ofte yngre mænd, der berigede sig, solgte embeder til vennerne, var dovne og frække. Faysals hær, som nu kun havde kedelig vagttjeneste fordrev tiden med at terrorisere landdistrikterne og byernes fattigkvarterer, hvilket førte til gentagne tilfælde af gadekampe.

At berige sig på offentlige midler var ikke noget nyt, men nu gik det udenom de traditionelle ledere. Khoury påstår at mange af den gamle elite begyndte at søge kontakt med franske agenter som opererede i Damaskus.
” Faysal was not a leader of Atatûrk’s caliber and his effort to build a strong centralised Arab government in Damascus anchored on the “national principle” was doomed to faliure from the outset.”
Khourys dom over Faysals regime genfindes i andre fremstillinger, og begrundelserne herfor er næsten enslydende.
Baggrunden for opbyggelse af en national bevægelse var ikke tilstede i tilstrækkeligt omfang, økonomien var elendig, modviljen mod Faysals slægt var udbredt, der var magtkampe mellem de ledende klaner i Damaskus, og stormagternes rivalisering var ødelæggende. Storbritannien var ikke i længden villig til at betale gildet, dertil var dets interesser i området for svage, så selv om Faysal kæmpede til den bitre ende, måtte han se sit ”kongedømme” overtaget af franske tropper i juli 1920, og selv gå i eksil.

til top
Da freden brød ud 1918 og løfter stod i kø 

faisallawrence

Faysal - kommende konge af Syrien - med sin delegation ved Versailleskonferencen i Paris 1919.
Til højre for Faysal står Lawrence.

11.11. kl. 11 tav kanonerne på Vestfronten.
Fire kejserriger var gået under, et helt nyt samfundssystem havde set dagens lys i Rusland, der var vendt op og ned på økonomiske strukturer, og der var født en ny verdensmagt: USA.
Krigen havde ramt 4 kontinenter, slået måske 20 millioner mennesker ihjel; og nu ved slutningen af 1918 havde en ny og endnu mere dødelig fjende vist sig: den spanske syge. Influenzaen hærgede i både Europa og Asien, hvor den krævede langt flere dødsofre, end krigen havde gjort.

I de ituslåede imperier skulle der skabes ro og orden, og deres forhold ”ordnes” efter sejrherrernes interesser. Der var nok at tage fat på, da verdens mægtigste mænd mødtes i Paris i januar 1919 - det er nok den mest formidable opgave, der nogensinde har ligget på et skrivebord.
”De fire store”: Wilson, Lloyd George, Clemenceau og Orlando var omgivet af hærskarer af ministre, embedsmænd, hjælpere og af lobbyister i tusindvis. Fra alle dele af jorden strømmede mænd til Paris for at fremme alle mulige sager.
Allerede i november 1918 var en fascinerende person ankommet til Paris. En ørkenprins iført hvid kappe med guldkanter og krumsabel ved siden. Faysal kom til Paris midt blandt alle de høje, sorte silkehatte for at tale arabernes (og sin egen) sag endnu inden konferencen var begyndt. Hans tro væbner og tolk, englænderen T.E. Lawrence, optrådte også i arabisk påklædning, hvad der vakte stor opstandelse. De var begge fuldstændigt klare over, at arabernes og Faysals sag helt afhang af de britiske beslutningstagere.

I tiden inden forhandlingerne i Paris begyndte blev der arbejdet hårdt bag mange kulisser. Der blev bl.a. indgået vigtige, men uformelle forhåndsaftaler mellem Lloyd George og Clemenceau inden den ubekvemme amerikanske præsident med sine 14 punkter om fred og selvbestemmelse skulle ankomme i januar. (Clemenceau vrissede: ”Moses kunne dog nøjes med 10”).
De to mænd mødtes i London i december 1918, hvor de i enighed skitserede en deling af de nyligt erobrede arabiske områder i Mellemøsten: Clemenceau ”forærede” Mosul og Jerusalem, som egentlig faldt indenfor fransk indflydelsessfære ifølge Sykes-Picot, til Lloyd George. Til gengæld fik han først og fremmest lovning på støtte til sin Tysklandspolitik, men også løfte om både den libanesiske kyst og Syrien. Der var ikke en formel aftale, men sådan hvad statsmænd lover hinanden over en god middag. Clemenceau holdt sine løfter, og holdt med utrolig stædighed Lloyd George fast på hans.

Medens der blev  skålet på delingen af krigsbyttet, søgte Faysal at finde al den støtte han kunne, men det var ikke let. Han var en ubekvem gæst for alle parter. I Paris blev han holdt hen med udflugter til slagmarkerne og anden sight-seeing. I januar i London var stemningen lidt bedre, men også her fik han at vide, at han nok måtte leve med en eller anden form for fransk overhøjhed, han blev også opfordret til at ”indse”, at Palæstina ikke var en del af Syrien. Måske under dette pres kom det til en overenskomst mellem Faysal og zionisternes hovedmand. Den 3. januar 1919 undertegnede de to den såkaldte ”Feisal-Weizmann” aftale. Her hedder det bl.a.:”Der  skal tages alle nødvendige forholdsregler for at opmuntre og stimulere indvandring af jøder i stor målestok i Palæstina.” Zionisterne ville så se med velvilje på Faysals rige.
Der er flere mulige forklaringer på aftalens indgåelse. Dels blev jødisk indvandring ikke set som et stort problem, , dels var Faysal ude efter al den støtte, han kunne få, da det begyndte at gå op for ham, at briterne ikke længere bakkede ham 100% op. Sagen er omstridt, Macmillan synes nærmest at mene, at han var ensom og på jagt efter venner. 
Min fortolkning er, at jødisk indvandring ikke blev set som et problem. Der levede mange jøder i de arabiske områder som nyttige borgere. Dertil kom, at Faysal var uvenner med arabiske ledere fra Palæstina. Han kunne så lidt som andre se ind i fremtiden
.

til top
Versailleskonferencen -  fire store blev til tre, dernæst til to    
Den 12. januar 1919 begyndte et uendeligt antal møde mellem ”de fire store”. Alle kom under pres fra mange sider. Her er det vigtigt at lægge mærke til at forholdene i Mellemøsten, som skal omtales i det følgende, kun nu og da var øverst på dagsordenen. Tyskland var hele tiden det centrale, hvorledes dét skulle behandles, var centrum i den nye europæiske verdensorden. (Den italienske præsident Orlando forlod konferencen i juni i vrede, og han fik dermed ikke nogen indflydelse på aftalerne om Mellemøsten.)
Men tiden stod ikke stille. Forholdene i Mellemøsten og i det britiske imperium forandrede sig – det blev afgørende for de aftaler, der blev indgået mere end et år efter, at osmannerne var slået.
Præsident Wilson kom til Paris med et universelt ”budskab”. Han så for sig en verden befriet for krig, hvor selvstændige nationer i fredelig diskussion kunne finde løsninger på deres konflikter. Verden skulle befries for kolonialisme, hemmelige og lyssky aftaler, oprustning og undertrykkelse. Hans berømte 14 punkter havde vakt stor opmærksomhed og håb i kolonierne og blandt de folkeslag, som havde været under de store nu hedengangne imperier.
Wilson var sig bevidst, at USA måtte tage sin del af ansvaret for, at verden kunne blive et fredeligere sted at leve i. Han havde ikke sit bagland med sig, og alle forslag om, at USA skulle påtage sig mandater over fjerne egne, blev afvist af kongressen. Og da den amerikanske kongres i sommeren 1919 nedstemte fredstraktaten, som indeholdt folkeforbundspagten, var USA ude af billedet og kom ikke til at spille nogen rolle, da mandaterne i Mellemøsten skulle fordeles.

Hans idealisme affødte til stor irritation. Bl.a fordi han fik udsendt en kommission til Syrien af, der skulle finde ud af, hvad ”folket” mente. Inden dens rapport blev færdig, var Wilson ude af politik, lammet af et slagtilfælde og kun tilnærmelsesvis ved sin forstands fulde brug.
King-Crane kommissionens rapport fik kun symbolsk eller historisk betydning.

Wilson kunne have været en mægler mellem Clemancau og Lloyd George, når bølgerne gik højt.  Men dertil var han alt for stiv og ideologisk,  han vidste hvad der var det bedste, var stædig og havde sin mission som de to gammeleuropæere næsten ikke kunne holde ud. De to andre kom til at betragte hans stærke tro på ”folkenes selvbestemmelsesret” som en belastning.
Det er USA der er problemet!” mente de begge.
De spillede dog med på Wilsons retorik, så længe det var nødvendigt. Kunne de have lokket amerikanerne til at deltage som mandatmagt, ville det have sparet dem mange udgifter og frigjort tropper til andre opgaver.

Der var længe tale om at USA skulle overtage beskyttelsen af det armenske område, som var under pres fra Rusland. Wilson var ikke uvillig, armenierne er et gammelt kristent folkeslag, og armenske grupper i USA lagde al det pres på  de kunne. Men kongressen sagde nej. USA var endnu ikke rede til at påtage sig langvarige engagementer langt hjemmefra. Briterne forlod derefter området, som blev en del af Sovjetunionen.
til top
Det britiske imperium - vakler økonomisk og militært
Økonomisk var krigen blev udkæmpet for lånte penge fra USA, den britiske økonomi var ved krigens afslutning i katastrofal dårlig forfatning.
Det var selve Storbritanniens status som verdens ledende økonomiske stormagt, der var I fare. Det fik i løbet af 1919 afgørende indflydelse på Lloyd Georges handlefrihed. Guldreserverne var overført til USA og statsgælden var vokset enormt. Bank of England opsummerede situationen således:

"The threat of World War One pushed the British banks into crisis; exacerbated further as half the world's trade was financed by British banks and as a consequence international payments dried up. John Maynard Keynes (a renowned economist), in response to this crisis persuaded the Chancellor Lloyd George to use the Bank of England's gold reserves to support the banks, which ended the immediate crisis. Keynes stayed with the Treasury until 1919. The war years of 1914-18 had seen an increase in the National Debt from £650 million at the start of the war to £7,500 million by 1919".

Den britiske hovedkoloni Indien havde sendt store troppestyrker til fronterne og havde fået svævende løfter om  en form for selvstyre. Nationalistbevægelserne havde holdt sig nogenlunde i ro, indtil en engelsk officer den 13. april 1919 i Amritsar beordrede sine soldater til at skyde på en ubevæbnet demonstration. 379 mennesker døde og fire gange så mange blev såret. Det udløste oprør, strejker og blev vel begyndelsen til enden på Britisk Indien. Gandi, - den legendariske hinduistisk nationale leder, - så straks mulighederne, han indledte et samarbejde med den muslimske nationalistbevægelse, som var stærkt oprørt over udsigten til kalifatets afskaffelse.De brugte muligheden for at slå bro over den splittelse, som britisk ”del og hersk” politik længe havde hvilet på. Det tegnede til at blive rigtig farligt for imperiet.

Irland havde gjort oprør i 1916 og var blevet nedkæmpet, men problemerne voksede også der.  Der måtte mange engelske soldater til øen, for at holde nogenlunde ro.

Egypten eksploderede i demonstrationer, strejker og oprør i marts 1919, britiske soldater blev snigmyrdet, og der blev indført undtagelsestilstand og Allenby blev sendt dertil for at få situationen under kontrol. Der var også i Mesopotamien udbredt uro, som kun med vanskelighed blev bekæmpet ved hjælp at fly og bomber, da der var ikke landtropper nok.
De fire situationer havde det tilfælles, at det alle steder var selvbestemmelse der var oprørenes krav. Balfour – den britiske udenrigsminister - udtrykte det i sommeren 1919:

”This fact did emerge;  the burden of maintaining an English and an Indian army of  320 000 men in various parts of the Turkish Empire and in Egypt, or of 225 000 men excluding Egypt, with its overwhelming cost, is one that can no longer be sustained.”

De britiske militære myndigheder oplyste i sommeren 1919, at hvis Faysal gjorde væbnet oprør, var de ikke I stand til at bekæmpe det, dertil var der simpelthen for få tropper.
Da krigen var slut, forventede befolkningen i Storbritanien, at soldaterne skulle komme hjem, og hurtige demobilisering gjorde det umuligt at fortage større militære operationer. Ved krigens slutning havde der været mere end en million britiske soldater i Det osmanniske Rige, seks måneder senere var der kun 320 000. Den fysiske magt til at tvinge beslutninger igennem var ved at smelte væk.

I løbet af 1919 nåede Det britiske Imperium til grænsen af sin magt. Imperiet kunne ikke absorbere alle landområder, der var vundet i krigen, der var simpelthen ikke soldater og penge nok. Den hjemlige stemning var også ved at vende sig imod flere engagementer.
Det var altså blevet nødvendigt for regeringen at foretage prioriteringer – beholde de strategisk vigtige områder, slippe af med de mindre vigtige og få nogle af kolonierne til at styre sig selv under britisk tilsyn.

Fra sommeren 1919 måtte Lloyd George med nogen uvilje føre en sådan politik ud i livet, og  Faysal måtte ofres.
Den 4. september samlede Lloyd George sine rådgivere til en konference Her blev det besluttet at der ikke var anden mulighed end at trække tropperne ud af Syrien. Den 15. blev planen offentliggjort. Det fremgik at briterne ville overlade sine stillinger Kilikien og i det vestlige Syrien til franske tropper. I det østlige Syrien skulle stillingerne overgå til Faysals arabiske tropper. Stødpuden mellem Frankrig og Faysal var væk.
til top
Britisk-franske forhandlinger - Syke-Picot aftalerne og virkeligheden efter krigen              

Der var flere grunde til at Frankrig med Clemensau i spidsen stædigt holdt på at overtage Syrien, som det var blevet lovet i Sykes-Picot aftalerne.
Franske firmaer havde store investeringer i silke, tobak, jernbaner, og franske banker havde finascieret  en stor del af Den osmanniske Riges statsgæld. Beirutområdet var centrum for den franske handel, og byen var meget præget af fransk kultur gennem århundredlang mission og skolevirksomhed. De kristne maoronitter var især forbundet med franske interesser, og det kan ikke udelukkes at franske embedsmænds civilisatoriske argumenter også havde betydning, i hvert fald på det retoriske plan.
  
Damaskus var under Faysal blevet samlingssted for nationalister også fra franske besiddelser i Marocco, Algeriet og Tunis. Kemalister gav støtte til nationalister, som lavede nålestiksangreb på franske tropper i kystområdet. Det varslede ilde for franske kolonier andetsteds, det måtte standses.
Der var mandskabsmangel i de franske væbnede styrker, et ploblem, som Frankrig havde haft, siden nederlaget i den tysk-franske krig i 1870-71. Selv om tyskerne var slået, var de stadig langt de fleste, og der måtte tænkes fremtidsrettet. Kolonisoldater havde kæmpet i stort tal i krigen og  kunne tænkes at gøre det igen. Så flere kolonier ville hjælpe på magtbalancen i Europa, som til stadighed var fransk hovedinteresse.
Briterne havde ikke lignende stærke interesser i Syrien efter at Clemenceau havde ”foræret” Mosul og Palæstina til Lloyd George. Hvad skulle de egentlig med Syrien, måtte de spørge sig selv? De havde jo fået de gode lunser. Det ville lette statskassen for store udgifter og frigive troppet til andre urocentre i imperiet, hvis Frankrig overtog Syrien. Til sidst var der ikke andet end imperial prestige – og så Faysal tilbage til at holde briterne i Syrien, og det var ikke nok.

I løbet af 1919 var Syrien på dagsordenen mange gange. Store skænderier om Sykes-Picot, som tiden tydeligvis for længst var løbet fra. Briterne stod i området, og Rusland så ikke ud som noget trussel mere – aftalen var højst ubekvem, nu da tingene skulle ordnes. Clemencau beskyldte på et stormfuldt møde 21. maj briterne for at lyve og snyde. Han truede med at trække sine løfter fra januar tilbage og at åbne hele spørgsmålet om Mosul og Mesopotamien, som briterne ellers havde haft held til at holde ude af forhandlingerne.

I løbet af sommeren 1919 svandt britiske muligheder for at sætte sig igennem med magt, og pres fra militæret og fra udenrigsministeriet fik Lloyd George til at indse at han måtte give sig, og i september blev sagen afgjort i en brevveksling: Briterne skrev bl.a.
Der vil øjeblikkelig blive taget forholdsregler til at forberede tilbagetrækning af den britiske hær i Syrien og Kilikien.”
1. november blev fastsat som dagen, hvor briterne skulle være ude af området. Faysal hastede til Paris, men der var intet at stille op, han blev henvist til at diskutere sit lands skæbne med Clemenceau. Aftalen mellem Frankrig og Faysal, som blev indgået i januar 1920, gik ud på at Frankrig skulle overtage ansvaret for udenrigspolitikken, det skulle have ansvar for administration, hær og politi og der skulle indhentes fransk tilladelse til fremmede investeringer i landet – men Syrien skulle forblive et selvstændigt land!
Denne aftale var bundet til Clemenceau’s personlige prestige, og da han blev vraget  som fransk præsiden i januar 1920, forlod han politik, og den nye ledelse skærpede tonen over for Faysal.

til top
Slutspil i Damaskus

mandat1920

Mandatområderne tildelt Frankrig og Storbrittanien .
Frankrig tog Syrien og det der senere blev Libanon.
Storbrittanien Irak, Palæstinaområdet, det er i dag er Jordan og Israel.

San Remo, april 1920
Da enighed mellem Storbritannien og Frankrig endelig var opnået blev der afholdt en konference i San Remo i april 1920. Den konfirmerede delingen af de arabisktalende dele af Det osmanniske Rige, så Palæstina og Mesopotamien skulle være britiske, Arabien under britisk indflydelse. Syrien inklusiv Libanon skulle være fransk.
Fordi forholdene i det tyrkiske område var uafklarede, blev den endelige traktat om fordeling af mandaterne først indgået 1922.

- slutspil i Damaskus
Aftalerne, som blev indgået i september 1919, og de britiske troppers afrejse fra Syrien var i realiteten slutningen på det arabiske eventyr under Faysal. Han rejste i januar 1920 tilbage til Damaskus med aftalen om et styre under fransk protektion. Kunne han ”sælge” den til de lokale ledere?
Stemningen var til oprør, og efter pres fra mange sider lod han sig udråbe til konge over et samlet og uafhængigt Syrien 7.marts 1920.

We unanimously  proclaime the complete and unconditional independence of our country Syria, including Palestine, within its natural boundaries.”

Ethvert samarbejde med franskmændene var hermed udelukket.
Selvstændighed for Storsyrien var uden bund i virkeligheden. Faysals ”hær” bestod af nogle få udisciplinerede soldater, mange private hære konkurrerede om magten i gaderne, og hans forsøg på at udskrive soldater viste sig at udløse omfattende uroligheder.
Den franske hær i Libanon var imidlertid vokset til op imod 200 000 kampklare soldater.
14. juli var den franske hær klar og general Gouraud sendte et ultimatum til Faysal, og på trods af, at han gik ind på alle punkter, marcherede den franske hær mod Damaskus.
En ringe flok arabiske soldater forsøgte den 24. juli at standse franskmændene, men efter få timers kamp gav de op. Næste dag indtog franske tropper Damaskus uden at møde modstand, og generalen overtog magten på Frankrigs vegne.
Faysal flygtede – ”selvstændigheden” var slut. Kampen for selvstændighed begyndte.
til top
kortsyrien

Syrien i dag

Efter Versailleskonferencen, hvor Storbrittanien og Frankrig delte Mellemøsten er der sket flere ændringer i Syriens grænseforhold.

Libanon blev skåret ud i 1922, det nordvestlige hjørne solgte franskmændene til Tyrkiet i 1936, Golanhøjderne mistet til Israel i 1967

Konklusion:

Da første verdenskrig brød ud, var Storbritannien ubestridt verdens stormagt med kolonier i alle dele af verden. Frankrig havde i århundreder konkurreret om verdensmagten, men var gang på gang blevet slået. Tysklands stormagtsdrømme om ”en nyfordeling af kolonierne” var blevet knust i krigen.Da Det osmanniske Rige faldt sammen fortrinsvis ved britiske våben, syntes der ingen ende at være på britisk magt. Men…..Storbritannien var ved krigens slutning kommet til det punkt, hvor deres magtudøvelse havde nået sine grænser eller måske allerede havde overskredet dem.
Der var rundt omkring i imperiet talrige oprør, som havde fælles overskrift: nationalisme. De britiske tropper kunne ikke klare dem alle, befolkningen ville have soldaterne hjem. Økonomien var elendig, og USA var kommet på banen som en medspiller, der skulle tages hensyn til, ikke mindst fordi de allierede under krigen havde pantsat dele af deres handlefrihed  i en enorm gæld til USA. Amerikanerne levede ikke op til de muligheder, de havde for at være fredsskabere og gå imod de gamle imperialister. Kongressen trak landet tilbage til sin traditionelle isolationisme, og verdens største økonomi tog ikke del i ansvaret for verdensøkonomien.Under krigen var der blevet afgivet løfter til højre og venstre for at sikre våbenbroderskabet, ikke mindst var araberne blevet opmuntret til oprør, da det passede i briternes kram.
For at vinde krigen, havde man næret den nationalistiske energi, og det viste sig, at den ikke lod sig slukke lige så let.
Britiske tropper havde ved krigens afslutning den fysiske magt i Syrien, og der var afgivet løfter om en form for arabisk selvstændighed. Da det Faysals styre ikke længere tjente britiske interesser, kunne området overlades til Frankrig, som havde koncentrerede interesser i området.
Storbritannien skar Mosul ud af Syrien og sikrede derved sine olieinteresser. Palæstina, som også traditionelt var en del af Syrien, blev også britisk mandat, og jøderne fik derved sikret sit ”homeland”. Palæstina blev delt, så den uregerlige ørkendel blev overladt til Faysals bror under navnet Transjordanien, til stor fortrydelse for jøderne, der mente det hørte til det ”hellige land”.Tyrkiske nationalister bøjede sig ikke for aftalerne fra Paris og San Remo, og gennem kamp fik de fordrevet de trætte briter og urealistiske grækere og oprettet en national tyrkisk stat. Den kom også til at indeholde dele af det traditionelle Syrien, og grænsen er endnu omstridt.

Grænser trukket efter europæiske interesser, stater dannet ud fra imperiale mønstre af fremmed herkomst præger Mellemøsten, og der er ingen konflikt i området som ikke har en rod  i beslutninger taget i Paris og London under og lige efter 1. Verdenskrig. 
til top

Litteraturliste

Fromkin, David:                   ”A Peace to end all Peace” New York 1989
Gelvin, James L.:                  ”Divided Loyalties.” Los Angeles 1998
Kinross, Lord:                      ”Ataturk.” New York 1964.
Khoury, Philip S:                  “Urban notables and Arab nationalism.” Cambridge 1983
samme                                 “Syria and the French mandate.” 1987.
Macmillan, Margaret:           ” Paris 1919.” New York 2002.
Pipes, Daniel: ”Greater Syria.” Oxford 1990.
Thomson, David:                  ”England in the Twentieth Century.” England 1965.

Trykte kilder:
”Imperialisme og nationalisme i Det  mellemste Østen 1914-1921.” bind 1 og 2.
redaktion Åge Fasmer Blomberg og Ellen Pedersen, 1968.

Internetsider:
http://www.vho.org/GB/Journals/JHR/6/4/John389-450.html
Artikel om Balfour deklarationen

http://www.firstworldwar.com/index.htm
http://www.firstworldwar.com/battles/gaza3.htm
Dokumenter, billeder og orientering  om 1. verdenskrig

til top